FRØKEN NITOUCHE

★★★★☆☆

Folketeatret har tidligere haft held med at modernisere klassikerne, og ikke mindst i deres seneste Holberg-opsætninger fandt man en fornuftig balance mellem gammelt og nyt.

Nu har man sat de garvede revyforfattere Vase og Fuglsang til at gennemskrive operetten FRØKEN NITOUCHE, selvom ved vi både fra den svenske film med Marguerite Viby og i særdeleshed den danske med Lone Hertz, at værket faktisk har langtidsholdbarhed.

Resultatet forekommer ikke helt heldigt, og især nogle indlagte monologer rettet direkte til publikum fungerer ikke. Man burde nok også afholdt sig fra at inddrage så forskellige komponister som H. C. Lumbye og Henry Mancini, og i stedet kælet mere for det eksisterende værk.

Forestillingens scoop ligger i, at man har fået den tidligere Nitouche Lone Hertz til at påtage sig rollen som klosterets fromme moder. På forhånd er der dømt stor nostalgi, men det gode er, at Lone Hertz ikke lade sig nøje med nostalgien, men faktisk leverer en smuk og overbevisende skuespillerpræstation.

Eftersom det var Katy Bødtger, der sang for Lone Hertz i filmen, er der også en vis nåde i, at Lone Hertz denne gang selv får overdraget den lille vise om "Sankte Nitouche". Og hendes foredrag udløser ikke blot et velfortjent bifald, men ligeledes tårer i øjenkroge. Intet under, at Asger Rehers lune teaterchef bliver nyforelsket i hende – det gør vi alle.

Karin Nordly-Holst er sådan set nydelig både at se og høre på som FRØKEN NITOUCHE, men for anonym. Hun savner det humør i sit spil som en ægte Nitouche skal have, og hendes nasale sangstil egner sig nok også bedre til musicalgenren. Pelle Emil Hebsgaard leverer sit sædvanlige show, men udnytter aldrig kontrasterne mellem Celestin og Floridor dramatisk.

En uhyre veloplagt Kristian Boland brillerer som den hysteriske major Alfred, mens Johannes Nymark forekommer lovlig fersk som pigernes ven Fernand. Trine Gadeberg er skæg som en umådelig vulgær Corinna, og låner tilmed en mere himmelsk side af sit sangtalent til klosterkoret.

Man keder sig ikke over Kasper Wiltons iscenesættelse, men mere Meilhac & Millaud og mindre Vase & Fuglsang havde absolut klædt denne FRØKEN NITOUCHE, inden hun drager på turné.