★★☆☆☆☆
Steven Spielberg kan sove roligt, for selvom hans instruktørkollega Jaume Collet-Serra nu også forsøger at skræmme os med en dræbehaj, så kommer THE SHALLOWS end ikke i nærheden af Spielbergs effektive og velspillede "Dødens gab". Ganske vist fremstår THE SHALLOWS rent teknisk en anelse bedre end de tarvelige plagiater, der fulgte i kølvandet den første "Jaws", men den nye film er samtidig så helt igennem dum og utroværdig – og tilmed umanerlig kedelig.
Blake Livelys blonde bimbo surfer ved en strand, som hun naturligvis ikke kender navnet på, men regner alligevel med at nappe en tur med Über, når hun skal væk fra den så godt som øde strand.
Mens hun surfer, bliver hun angrebet af en haj og lander ovenpå en skamferet hval. Hun svømmer – trods en dyb flænge i benet – ud til en lille bitte ø, hvor hun hæfter flængen i benet sammen med sine øreringe – under overvågning af en blodig måge! Ja, man tror det er løgn.
Tre mænd bliver dræbt af den latterligt lydforstærkede haj, mens vor heltinde klynker videre, og da hun har filmens eneste hovedrolle, ved vi jo, at hun overlever, hvilket tager enhver spænding ud af handlingen. Man tager da også sig selv i at heppe på hajen, inden den ufriviligt komiske slutning.