★★★☆☆☆
Denne film bør ikke forveksles med den Oscar-belønnede dokumentarfilm “Amy”, der tegnede et portræt af den tilsyneladende selvdestruktive nu afdøde sangerinde samtidig med at vi fik eksempler på hendes kunstneriske bidrag gennem årene.
Den nye film er en danskproducerede biografversion af Hamish Hamiltons koncertoptagelser fra 2006 – garneret med en lidt intetsigende montageagtig intro. Vi fornemmer klart, at folkene bag er glødende Amy-fans – og ikke har brudt sig om skildringen af hendes misbrug – og da slet ikke på bekostning af musikken.
På den anden side vil man klart foretrække “Amy” fremfor det belærende korstog, vi får som optakt til koncerten. En koncert, der ifølge pressemeddelelsen skal vise “at grundlaget for berømmelsen ene og alene skyldes fremragende musik.” Det er ikke blot en sandhed med modifikationer, men direkte forkert, eftersom vi er flere, der kendte til hendes misbrug før end vi blev fortrolige med hendes sange.
Hvad begge film på hver deres måde viser, er at der gemte sig et ægte talent inde i berømtheden og at hendes evner som sangskriver matchede sangtalentet. Men hvor “Amy” perspektiverede hendes ofte bizarre opførsel ved koncerter, fremstår hendes optræden i denne film underligt uforklaret. For selvom hendes særlige karisma forekommer indlysende, så er hun allerede på dette tidspunkt ude af stand til at bevare koncentrationen i en hel koncert – et par gange end ikke i en hel sang.
Hendes misbrug er således indirekte med på scenen, men endnu kan hun tage sig selv i nakken, når det gælder. Faderen, der nok blev rigeligt dæmoniseret i “Amy”, sidder trofast og lytter på – aften efter aften. Og på den anden side står Amys store kærlighed – hendes mand!… men heller ikke den alliance holdt.
