★★★★★★
Lad os slå fast med det samme: TOPMØDE FOR DE MEST DEPRIMEREDE er dansk teater i international klasse.
Scenografen Bente Lykke Møller har med vanligt format omsat scenen til en sort/hvid galeanstalt uden døre og vinduer – men med to døråbninger: En smal i den hvide venstreside og en bred i den sorte højreside.
Staffan Valdemar Holm har fået seks skuespillere fra tre generationer til at fungerer i et sublimt sceniske samarbejde, der viser nye facetter i talenterne.
Længe står scenen dog tom, for ingen vil ind og optræde, selv spilleglæden kan depressioner nemlig få bugt med. Og efter et par herligt mislykkede entreer bliver der så endelig taget hul på ordene. Og hvilke ord!
Tjekhov, Ibsen, Kierkegaard og i særdeleshed Shakespeare øser af deres traurige tanker, men midt i alvoren bor den kulsorte humor, og TOPMØDE FOR DE MEST DEPRIMEREDE bliver heldigvis også en overrumplende vittig forestilling.
Staffan Valdemar Holm sørger hele tiden for scenisk variation i såvel sceniske grupperinger som skuespillermæssige udtryk. Han tilfører tilmed forestillingen en udsøgt musikalitet i form af en række uhyre velvalgte triste sange, der undgår "I en sal på hospitalet"-klicheerne. Sangene fremføres tilmed på originalsprogene, men vi aner alligevel smerten bag – og nyder skuespillernes forbilledlige fordybelse.
Skuespillerne er alle klædt i sort eller hvidt, men som forestillingen skrider frem bliver de alle grå – nomalitetens farve? Og naturligvis skal vi have en fællessang til sidst, men selv her siver sortsynet ind. Til allersidst kan hovedparten af medvirkende ikke selv holde ud at dele al den tristesse, og vender den deprimerede rykken. For med depressionen følger også ensomhed, og kun ved at vælge normaliteten og stille sig på linie med de andre, bliver man igen en del af gruppen. Et pres – eller en hjælp – afhængig af hvor man står.
Olaf Johannesen taler med forbilledlig kraft og tyngde, og ingen kan som Birthe Neumann forene smerte med latter i een og samme replik for så i næste sekund at synge Marguerite Duras’ "India song" så rent og så stærkt.
Preben Kristensens fortolkning af en tysk lied får hele holdet – og en del af publikum – til at græde. Mette K. Madsen står knivskarpt i sine dramatiske øjeblikke og kan synge portugisisk smertesang med ægte lidenskab i stemmen.
Vi ved, at Laus Høybye kan synge, men nu også at han kan håndtere replikker fra selv de største dramatikere. Og endelig formår Bebiane Kreutzmann at gøre teenagepigens depression nærværende og relevant.
TOPMØDE FOR DE MEST DEPRIMEREDE forsøger slet ikke at forklare alt, men har tillid til, at publikum forstår det, de har brug at forstå. Og på ejendommelig vis forlader vi forestillingen sært opløftet i erkendelse af. at depressioner har eksisteret til alle tider og at de deprimerede ikke længere behøver at føle sig alene.
