CONCUSSION

★★★☆☆☆

Will Smith har yder en velmenende og oprigtig indsats som afrikansk læge i filmen CONCUSSION og mobiliserer tilmed en nogenlunde overbevisende accent. Men at påstå, at han ligefrem fortjener en Oscar-nominering, forekommer helt hen i vejret.

Filmen fremstår alt for rørstrømsk og hans præstation undgår ikke at blive påvirket af det. Allerede under forteksterne sovses vi ind i klæg underlægningsmusik, og den slipper os stort set først til sidst.

Historien omhandler en modig heroisk skikkelse – naturligvis spillet af Will Smith – der på trods af store personlige omkostninger insisterer på, at amerikansk fodbold er mentalt skadeligt for spillerne i lange løb. Først efter en årrække, hvor pengestærke sportsfolk bekriger ham, får han den fornødne anerkendelse.

Efter en lidt rodet start varer det ikke længe før, at vi kan forudse det meste af filmens handling, og rent visuelt serviceres vi primært med kønne portrætbilleder af vor stjerne. Instruktøren og manuskriptforfatteren Peter Landesman har et ikke ubetydeligt engagement i historien, men hans kunstneriske evner står ikke mål med ambitionerne denne gang.