ANTBOY 3

★★★☆☆☆

Den tredje film om myredrengen har fået den den næsten uhyggeligt uoriginale titel ANTBOY 3. Helt på højde med etteren er den ikke, men instruktøren Ask Hasselbalch har alligevel formået at lave en film, der er lidt bedre end toeren og blandt de bedre af de serieproducerede børnefilm.

Oscar Dietz (en af de tre Billy Elliott’er på Det Ny Teater) er strøget lidt i vejret siden sidst, og også Samuel Ting Graf som hans nørdede ven har ligeledes udviklet sig – men i en anden retning. Deres venskab kommer på en prøve, da Loppen (en forholdsvis afdæmpet Nicolas Bro) løslades og forener kræfter med skurkinden Alicia (en mørk og mystisk Paprika Steen).

De mindre roller forekommer at være noget ujævnt besat og effekterne kun lidt over det rutinerede, men en overraskende sympatisk udvikling på historien opvejer dette. Måske man alligevel skulle stoppe, inden ANTBOY bliver til Antman.