★★☆☆☆☆
I 1942 skabte instruktøren George Schneevoigt datidens mest kostbare film "Tordenskjold går i land". Filmen fik en overvejende positiv modtagelse, selvom enkelte fandt Hans Kurts Tordenskjold lige lovlig kæk. Man foretrækker dog klart den gamle udgave frem for det seneste udspil, som instruktøren Henrik Ruben Genz har den tvivlsomme ære at stå som ansvarlig instruktør for.
Han har tydeligvis intet kunne stillet op med det direkte ubehjælpsomme manuskript, der i et fortvivlet forsøg på at appellere til ungdommen, kommer til at handle om Tordenskjolds jagt på sort fisse! Ja, man tror, det er løgn, når man hører replikkerne, og undrer sig over, at en medarbejder fra Det Danske Filminstitut har ydet støtte på baggrund af så håbløs en tekst.
Henrik Ruben Genz, der ubegribeligt nok skabte den ret vidunderlige Erling Jepsen-filmatisering "Frygtelig lykkelig", synes forståeligvis at have opgivet at formidle ordene denne gang, og skuespillerne virker da også ladt i stikken.
Jakob Oftebro yder på den baggrund en pæn og nydelig indsats som Tordenskjold, mens Martin Buch går igennem filmen med et udtryk som et forknyt barn, der har fået stjålet sit bolche. Filmens kvinder fungerer kun som sexobjekter, men vi får optagelser fra flere danske godser samt klædelige kostumer i prægtige billeder. Og det er så stort set, hvad der er kommet ud af de millioner. Tænk hvad dansk teater kunne have fået ud af alle disse penge?