(Den tabte verden)
Den tyske skuespillerinde Katja Riemann gæster Danmark i forbindelse Tyske Filmdage i Grand forud for den danske premiere på Margarethe von Trottas musikalske skæbnedrama “Den tabte verden”.
Katja Riemann har i årtier hørt blandt Tysklands førende filmstjerner, og det forekommer derfor ikke blot besynderligt men ligefrem urimeligt, hvor få af hendes film der har haft officiel dansk premiere.
“Det er det samme problem i Tyskland. Det er trist, at vi ikke ser hinandens film. I Frankrig er det anderledes, der har man en politik, som sikrer at filmene bliver vist og der er en hel anden interesse for at se andet end de amerikanske film”.
I den tyske bøssekomedie “Den følsomme mand” kunne man dog nyde Katja Riemann i en mindre rolle. Filmens internationale popularitet gik dog i nogen grad hen over hovedet på Katja Riemann.
“Jeg havde lige født min datter, så jeg var egentlig ikke interesseret, og deltog ikke meget i promoveringen. Jeg ved dog, at den blev udsendt i USA. Filmen er baseret på en tegneserie. og jeg arbejdede hårdt med instruktøren for at ændre synsvinklen på filmens kvinder, da tegneserien portrætterede dem ret ubehageligt.”
Komedierne “Stadtgespräch” og “Nur über meine Leiche”- begge fra 1995 – indbragte Katja Riemann den første af tre German Film Awards, og to år senere scorede Katja Riemann filmisk hattrick med “Bandits”, “Die Apothekerin” og “Comedian Harmonists”.
“Filmen “Bandits” var en væsentlig succes for den tyske filmindustri, og soundtracket som jeg var med til at skrive, solgte i over 100.000 eksemplarer og er vist stadig det mest solgte tyske soundtrack i Tyskland.”
Die Apothekerin” blev en stor personlig sejr for Katja Riemann som skuespiller, og selvom hun kun havde en lille rolle i “Comedian Harmonists”, blev filmen en international succes, der deltog i det årlige ræs om Oscar-nomineringer. Det medførte bl.a. en rolle i TV-serien om Balzac overfor nogle af Frankrigs førende skuespilllere anført af Gérard Depardieu.
“Det var en vidunderlig chance for mig, og gav mig muligheden for at spille på fransk. Det førte også til en rolle i den kanadiske film “Desire” og en nominering til en Genie, den kanadiske Oscar, som bedste kanadiske skuespillerinde!”.
I 1999 fik Katja Riemann hvad hun selv betegner som “den bedste rolle jeg nogensinde har fået” i en sjælden TV-film (i to afsnit) med titlen “Else”.
“Her fik jeg muligheden for at portrættere den samme kvinde i løbet af 30 år. Det var virkelig interessant. Jeg var allerede 34, og troede det ville være vanskeligt at spille hende som helt ung. Men jeg havde jo selv været ung, så vanskeligheden lå i virkeligheden i at spille hende som gammel.”
Internationalt set opnåede Katja Riemann sin største triumf i Margarethe von Trottas “Rosenstrasse”, da hun på Venedig filmfestivalen blev belønnet med prisen som bedste skuespillerinde.
Margarethe von Trotta havde allerede vist interesse for Katja Riemann, mens hun endnu gik på dramaskole, til en filmatisering af Tjekhovs “Tre søstre”, men rollen gik i sidste ende til Valeria Golino. Så det chancen bød sig igen mange år senere, sagde hun ikke nej.
“Jeg har igennem hele mine karriere prøvet på at undgå at ende i en kasse. Anmelderne har det jo med at placere os skuespillere i kasser, men det er lykkedes mig hver gang at springe op. Lige nu kan jeg ses både i Margarethe von Trottas film og den uhyre poulære “Fack ju Göhte 2”, og jeg er meget taknemmelig over at være den eneste skuespillerinde i min generation, der både medvirker i arthouse film og de såkaldte “popcorn movies”.
Jeg har også en “anden” karriere som sanger, og er lykkelig for at have opnået alt dette i min karriere, at jeg idag har alle disse muligheder. Jeg siger ikke at andre skal gøre det på samme måde, men det her er min måde, og det fungerer for mig.”
Margarethe von Trotta ønskede at gøre brug af Katja Riemanns evner som jazzsanger i DEN TABTE TID, en meget personlig film for Von Trotta, hvor også Barbara Sukowa fik chancen for at vise sit sangtalent. Riemann og Sukowa havde aldrig tidligere spillet sammen, og Von Trotta udnyttede på raffineret vis forskellighederne i deres fremtoning og spillestil.
“Margarethe er en sand europæer. Hun har ikke boet i Tyskland i 30 år, er meget veluddannet og taler alle disse sprog. Og så har hun en skøn balance mellem alle denne viden og hendes hjerte. Hun er meget givende og elsker skuespillere, og det faktum, at hun kender frygten ved at stå foran et kamera, gør, at man får en særlig fortrolighed med hende. Hun er ikke blot en instruktør men en filmskaber, for hun skaber sammen med os.”
