★★★★★☆
Chilenske Pablo Larrain var med i opløbet om guldbjørnen på årets Berlin filmfestival, men måtte se sig besejret af Jafar Panahi og hans Taxa Teheran. Men Pablo Larrain og hans EL CLUB fik og fortjente til gengæld festivalens næststørste hæder, den store jurypris i form af en sølvbjørn.
Den katolske kirkes forbrydelser kommer igen under lup, men vinklen er anden end sædvanligt. Fire aldrende præster er sendt til en afsides egn for der at sone deres kriminelle handlinger under overvågning af en venlig nonne, men får især tiden til at gå med hundevæddeløb. De undgår dog at blive genstande for en retsag, der ikke kan undgå at skade den katolske kirkes rénomé.
Men nye kræfter indenfor den katolske kirke stiller spørgsmålstegn ved om dette nu også er den helt rigtigte løsning på så alvorlige lovovertrædelser, og en repræsentant sendes nu ud for at undersøge i hvor høj grad opholdet har den ønskede virkning.
Problematikken i EL CLUB forekommer sikkert særlig relevant i katolske lande, men man kan sagtens relatere til den store historie om synd og tilgivelse, som filmen også fortæller. Pablo Larrain har nogle anderledes og i sidste ende mere humane løsninger på disse problematikker, end man ser i diverse Hollywood-film, og det øger desuden filmens format, at den ikke kun beretter om en enkel sag, men mange. Selvom Pablo Larrain tidligere har skabt så udmærkede film som "Tony Manero", "Post Mortem" og "No", må "El Club" dog betragtes som hans foreløbige hovedværk.
