★★★★☆☆
Amy J. Berg har begået den hidtil bedste film om verdens første rockmamma, Janis Joplin. Vi får en række interviews med de musikere, som arbejdede sammen med hende, men mest opsigtvækkende fremstår interviewet med den aldrende TV-stjerne Dick Cavett, der mere end antyder, at han har været i seng med hende.
Filmen tegner et portræt af en lille pige, der aldrig rigtig blev voksen, som led mange nederlag i sin søgen efter kærlighed. Som ung pige i Texas følte hun sig udenfor: Hun havde ingen kavaler til skoleballet og blev senere kåret som den grimmest mand. Men stemmen, der hentede inspiration i blues men eksploderede i rock, gav hende gradvist en vis selvtillid – og såvel mandlige som kvindelige partnere i sengen.
Vi får en række musikalske godbidder, dog ikke den om at komme på forsiden af magasinet "Rolling Stones". Country-legenden Kris Kristofferson har også lutter lov tilovers for "Bobby Maggie", en sang han selv skrev og indspillede, men som blev Janis Joplins største singlehit.
Rent stillistisk forekommer JANIS såre traditionel, og afspejler således ikke formmæssigt den utæmmede vildskab, som den portrætterede repræsenterede. Men så var dokumentarfilmen måske også kun blevet for de indviede. Nu får vi en JANIS, som alle kan have udbytte af.
