★★★☆☆☆
Andre teater – både herhjemme og ude – kan finde ud af at spille Tennessee Williams – men åbenbart ikke Det Kongelige Teater i nyere tid. Det er som om, man ikke tør tro på teksten, selvom den Reumert-belønnede
"Glasmenageriet" på Folketeatret beviste, at går man i tilstrækkelig grad i dybden med stoffet, blomstrer teksten.
Sidst man forsøgte sig med OMSTIGNING TIL PARADIS på Det Kongelige Teater gik det grueligt galt, og Ditte Hansen fik karrierens velnok eneste fiasko som en ufrivilig komisk Blanche.
Charlotte Munck har overtaget rollen som Blanche, en af verdensdramatikkens største kvindefigurer, med relativ kort varsel fra Danica Curcic, der også forekom al for ung til rollen som den virkelighedsflygtende aldrende skønhed.
Munck går til rollen med vanlig intelligens, men forekommer al for nøgtern og streetwise til at ende, der hvor Blanche ender. Hun får heller ikke hjælp af tekstbearbejderne, der har fjenet en del af det drømmende og sarte i Blanches væsen og erstattet det med en misforstået aggressivitet.
Charlotte Muncks Blanche forekommer aldrig vanvittig, men såre almindelig og genkendelig, nærmest realistisk. Men netop realisme er noget af det, som Blanche afskyr mest, hun vil have magi – og helst i dunkel belysning, når hun er sammen med unge mænd. Derfor giver det ikke mening, at hun er badet i lys, da hun for første gang er alene med den unge Mitch (glimrende men næsten for nuttet spillet af Thue Ersted Rasmussen).
Peter Plaugborg er fra naturens hånd ikke nogen oplagt Stanley, men han får spillet sig til det meste, og skaber en moderne fitness-Stanley af en vis råhed. Kemien med Blanche virker dog noget postuleret i denne opsætning, og Blanche fremstår aldrig rigtig som en trussel mod hans ægteskab med Stella. Derimod tror man på hans relation med Stella (oprigtigt og nøgent fremstillet af en kær Signe Egholm Olsen). Venneparret Eunice og Steve tjener i starten i rigeligt grad som "comic relief", men gradvist indser vi, at de er skræmmebilledet på, hvordan det kommer til at gå for Stella og Stanley.
En musiker, den alsidige Kalle Mathiesen, spænder rundt og hamrer løs på både møbler og instrumenter til stor effekt men større irritation. Iscenesætteren Egil Pälsson og hans scenograf Martin Erikkson lader handlingen udspille sig i et åbent defust sofahelvede, hvor et mindre rum (på Lille Scene!) kunne have understreget den klaustrofobiske atmosfære, som er drivkraften i stykket.
OMSTIGNING TIL PARADIS går i denne version naturligvis ikke op til sidst, og det har da også været nødvendigt at lave helt om på slutningen, der pludselig fremstår al for konkret og blottet for poesi. Om de ansvarlige slipper afsted med det i forhold til rettighedshaverne til stykket vides ikke, men i Williams ånd kan man næppe kalde det. Hos Williams oplever Blanche i slutningen en sidste vanvittig triumf – som kan sammenlignes med Gloria Swansons afsluttende scene i Billy Wilders "Sunset Boulevard". I Det Kongelige Teaters version bliver Blanche blot en taber.
