Teater V. i Valby byder i øjeblikket på et bemærkelsesværdigt gæstespil, nemlig Aarhus Teaters succes-opsætning af “A Clockwork Orange” med det lysende talent Emil Prenter i den yderst krævende hovedrolle som Alex.
Mange husker sikkert stadig Stanley Kubrick rystende Sci-Fi gyser fra 1971 med Malcolm McDowell som den dybt foruroligende Alex, men Emil Prenter er ikke mindre chokerende i sin vilde tour-de-force, der står i ekstrem kontrast den rolige venlige mand, der møder mig på Café Trold på vesterbro.
“Min interesse for teater kom ret sent. Jeg gik i gymnasiet, studerede matematik og fysik, for jeg tænkte, at det åbner sikkert mange døre, hvis man skal på universitetet eller finde et arbejde. Så fik jeg drama i valgfag i 3. g, – ikke fordi det havde min store interesse, det var mere fordi, at de andre drenge i klassen valgte det. Men så fandt jeg ud af, at det havde jeg flair for.
Derfor sparede jeg op til et ophold på Rødkilde Teaterhøjskole, og søgte også ind på teaterskolen i København og gik videre til tredje prøve, og det gav mig for alvor blod på tanden. Så gik jeg til optagelsesprøve igen – og denne gang kom jeg ind.”
Emil Prenter blev færdiguddannet i 2018, og efter en kort periode som freelance-skuespiller blev han tilbudt fast engagement på Aarhus Teater.
“Første gang jeg spillede Shakespeare var “King Lear” på Aarhus Teater, men det var meget specielt, for den fik aldrig premiere. Det var i en corona-periode, og vi gik til prøve vel vidende, at det næppe var sandsynligt, at forestillingen fik premiere. Det virkede ret demotiverende, men iscenesætteren Katrine Wiedemann prøvede at gøre prøveforløbet så normalt som muligt. På et tidspunkt prøvede vi med masker på, men efterhånden gik vi bare over til at blive testet, inden vi gik i gang med prøverne.”
Emil Prenter fik heldigvis mulighed for at vise, at han godt kunne spille Shakespeare, da Aarhus Teater hyrdede ham til rollen som Benvolio i deres opsætning af “Romeo & Julie”. Anmelderen Ulla Strømberg fra Kulturkupeen.dk gav ham følgende ord med på vejen:
“Benvolio, Romeos ven, kan være den rene fiskerolle, men med Emil Prenter bliver Benvolio en vigtig og spændende karakter i denne opsætning. Det sker sjældent i ”Romeo og Julie”, men har en skuespiller et kunstnerisk overskud, kan selv en mindre Shakespeare-rolle folde sig ud. Flot.”
I denne opsætning valgte man ganske forståeligt at udvide Benvolios rolle, så det også blev ham, der kom til Mantua og fortalte Romeo, at hans elskede var død.
“Det gav mig mulighed for at give rollen en ny farve, og for at runde den af, da Benvolia ellers kun er med i første del.”
Emil Prenter fik snart mulighed for at overtage vigtige roller i Aarhus Teaters Reumert-vindende forestillinger “Ordet” og “Erasmus Montanus”. I “Ordet” bevægede han som den ældste søn, hvis unge kone pludselig dør, og efter hans bærende hovedrolle i “Erasmus Montanus” fastslog teateranmelderen Morten Buckhøj: “Aarhus Teater råder i Emil Prenter over ét af dansk teaters allerstørste talenter lige nu.”
Alene det at få tildelt hovedrollen i Aarhus Teaters berømmede “Eramus Montanus” var en fjer i hatten for Emil Prenter, men det viste sig også at være en enorm opgave.
Jeg var ret nervøs, det var jo et stram koncept i en stærk koreograferet forestilling, som jeg pludselig skulle træde ind i. Men jeg havde forberedt mig så godt som overhovedet muligt, og kunne faktisk teksten udenad ved første prøvedag. Jeg tror, at det var godt for min egen ro i hovedet, at jeg havde gjort det store stykke arbejde inden. Og vi endte også med at kunne sløjfe nogle af de afsluttende prøver, fordi vi var nået så langt.
“Jeg kan faktisk godt lide det med genopsætninge og at overtage roller. Det er en anden disciplin. Der er en skuespiller, der har gjort et stort stykke forarbejde, og det kan man så lade sig inspirere af.
Der kan naturligvis være noget, hvor man synes, at det ikke rigtigt fungerer for een selv, men min oplevelse er, at hvis man tør give sig hen til det, der ligger i forvejen og egentlig prøver det af sådan 1:1, så opstår der ofte nogle nye muligheder i teksten, og man kan tilmed opnå en større indsigt med hensyn til ens eget talent: Ah, man kan også gå den vej i den scene osv. Nye veje, som man måske ikke selv ville have opdaget.”
Med hovedrollen som Alex i den debuterende instruktør Nathalie Melbyes vilde og vovede opsætning “A Clockwork Orange” fik Emil Prenter en stor mulighed for selv at præge en hovedrolle fra start, og anmelderne havde lutter lovord tilovers for hans dristige præstation. I Weekendavisen hed det blandt andet, at, “Emil Prenter spiller grænsesprængende og frygtindgydende sexet”.
For Emil Prenter var rollen som Alex en drømmerolle:
“Jeg befinder mig ret godt i det og kan godt li’ at give den gas i noget vildskab og noget mørke. Der finder jeg virkelig en kunstnerisk drive, som virker meget frisættende. I modsætningen til privaten, hvor man får sin egen normale trummerum. For så at kunne gå ind i et arbejdsrum med ekstremiteter.
Nathalie Melbye etablerede et arbejdsrum, der var så legende og frit. Vi fik blandt andet til opgave at komme med bud på en mælke-rus, og så spille det for de andre. Vi behøvede ikke at bruge replikker eller relatere til et bestemt sted i teksten. Jeg tror, jeg endte med et fad med yoghurt, som jeg kastede mit hoved ned i, mens jeg havde nogle hånddukker på hænderne og dansede til musik.
Den slags bliver ikke nødvendigvis til noget konkret i forestillingen, men det skaber nogle energier og noget inspiration til nogle stemninger, som man kan bruge. Og nogle gange kan man overføre det direkte til forestillingen. Det var virkelig en kollektiv proces, som det har været en kæmpe fornøjelse at være en del af.
Nathalie Melbye havde tydeligvis tænkt mange tanker og virkelig brugt tid på at destillere et koncept, der holder. Man kan godt mærke forskel på, om en iscenesætter har brugt tid på at skabe et univers til skuespillerne, for så er det oftest sjovere at gå ind i. Det er nok en af de faktorer, der gør, at forestillingen er landet, hvor den er.”
“A CLOCKWORK ORANGE” kan ses på Teater V til og med d. 4/3 2023
(Michael Søby)
