STERBEN

★★★★★☆

Matthias Glasners STERBEN er ikke overraskende blevet kåret som årets film i Tyskland og på filmfestivalen i Berlin blev den hædret med manuskriptprisen. Så man gør klogt i at tage chancen med denne godt tre timer lange film om død, for den er både original, sjov og vigtig.

Dirigenten Tom (hudløst spillet af Lars Eidinger) har nok at se til. Han er i gang med at instruere et kompleks musikværk om at dø (STERBEN) komponeret af en gammel suicidal ven, der også er far til det barn, som er født af den kvinde, som Tom elsker.

Toms forældre kan ikke længere klare sig selv, og der er ikke meget hjælp at hente hos Toms alkoholiske søster, der roder rundt med en gift tandlæge.

Matthias Glasner skildrer med vid og vanvid et moderne familieliv, hvor man ikke ved om man skal grine eller græde over tilværelsens groteske overraskelser.

Lars Eidinger (“Babylon Berlin”) skildrer med snigende desperation Toms personlige krise, og man forstår hans frustrationer over moderen (en uhyggelig Corinna Harfouch) og komponisten Bernard (en foruroligende Robert Gwisdek).

STERBEN viser os, hvordan vi kæmper en næsten håbløs kamp med at få hverdagen til at hænge sammen, for vi kan ikke kontrollere alt, men kan kun håbe på en smule damage control og lindring.