Michael Gracey har med storslåede portrætfilm som “The Greatest Showman” og “Rocketman” formået at lokke et stort og relativt ungdommeligt publikum i biografen. Filmene virker forfriskende ved deres bramfrie tilgang til musicalgenren, og selvom man kan diskutere, om BETTER MAN er på helt samme kunstneriske niveau, så er det fortællemæssige greb i al fald ret originalt.
Robbie Williams, det vel nok mest rebelske medlem af boybandet Take That, har igennem hele sin karriere set sig selv som en dansende abe, så hvorfor ikke agere abe i en dokumentarisk musikfilm om Robbie Williams’ uortodokse karriere?
Det virker, og giver samtidig instruktøren mulighed for at tage sig nogle friheder som fortæller. Robbie vokser op med en far, der svigter ham i håb om at slå igennem som soloentertainer i stil med Frank Sinatra. Det lykkedes aldrig rigtig med farmand, men det lykkedes faktisk for Robbie, der som stor dreng får lov til at prøve kræfter med genren.
Hjemme er det især bedstemor (yndigt spillet af Mike Leigh-skuespillerinden Alison Steadman), der altid står med armene åbne for den lille chimpanse.
Vi får en række af de uafviselige ørehængere som frontfiguren i Take That, Gary Barlow, skrev til gruppen – og ikke mindst “Rock DJ” fremstår som et af filmårets mest forrygende koreograferede musical-numre.
Men også “Forbidden Road”, som Robbie Williams selv har været med til at skrive, kan noget særligt, og blev for nyligt både nomineret til en Golden Globe og shortlistet til en Oscar som årets sang.
Robbie Williams er tydeligvis ikke færdig med at overraske, og den bevægende koncert, der afslutter filmen, i Londons fornemme Royal Albert Hall, viser, hvor langt Robbie Williams er kommet siden sin allerførste optræden. Både som entertainer – og som menneske.
