LA CHIMERA

★★★★☆☆

Alice Rohrwacher har skabt usædvanlige og fascinerende film som “Miraklerne” (2014) og “Lazzaro – den lykkelige” (2018), der begge blev hædret på Cannes filmfestivalen med henholdsvis den store jurypris og manuskriptprisen. Kortfilmen “Le Pupille”, som hun havde instrueret i samarbejde med Alfonso Cuaron, opnåede tilmed en Oscar-nominering sidste år, og havde faktisk fortjent at vinde.

Nu er hun atter aktuel med LA CHIMERA, en tilsyneladende smal film om gravrøveri og sorg, der ikke desto mindre er blevet en succes flere steder – mest overraskende i USA – hvor Time Magazine kårede den til en af årets 10 bedste film.
LA CHIMERA ligner ikke rigtig nogen anden film i dette filmår, men man hypnotiseres af Alice Rohrwachers magiske realisme med den uimodståelige Josh O’Connor som hovedrollemagnet.

Josh O’Connor arbejdede i sin tidlige ungdom med danske instruktører som Lone Scherfig (“The Riot Club”) og Jeppe Ronde (“Bridgend”) inden det store gennembrud med det lidenskabelige bøssedrama “God’s Own Country”. Siden er han gået fra succes til succes – og ikke mindst rollen som Prins Charles i TV-serien “The Crown” samt trekantsdramaet “Challengers” har gjort ham uhyre populær. Josh O’Connor kan p.t. også ses i en vigtig rolle overfor Kate Winslet i den biografaktuelle “Lee”, og i LA CHIMERA yder han en af sine dybeste præstationer til dato.

Rollelisten er også velsignet med Ingrid Bergmans datter Isabella Rossellini, der senere i år modtager Det Europæiske Filmakademis hæderspris for en lang og alsidig filmkarriere. Også instruktørens søster Alba Rohrwacher (biografaktuel i det lavmælte franske kærlighedsdrama “Udenfor sæsonen” kaster glans over filmen, der allerede er blevet hædret med ensemble-prisen på Chicago Filmfestivalen.

Så har du mod på anderledes filmoplevelse i sindigt tempo bør du helt klart give LA CHIMERA en chance. Den dukker givetvis op i din bevidsthed længe efter andre film er glemt.