DO NOT EXPECT TOO MUCH FROM THE END OF THE WORLD

★★★☆☆☆

Radu Jude er en rumænsk filmskaber, der vandt hovedprisen Guldbjørnen på filmfestivalen i Berlin i 2021.
I Danmark har vi måtte vente tre år på at se filmen. Man vælger i stedet at introducere instruktøren i Danmark med den to timer og 43 minutter delvist sort-hvide road-movie DO NOT EXPECT TOO MUCH FROM THE END OF THE WORLD (“Nu astepta prea mult de la sfârsitul lumii”) fra 2023. Det er ikke nødvendigvis en god ide.

Filmen virker endnu længere, end den er, og allerede efter en halv time spreder der sig en stemning af udmattelse hos de få fremmødte. Hovedpersonen Ange (energisk fremstillet af Ilinca Manolache) stresser rundt i Bukarest for at finde en invalid, der skal medvirke i en dokumentarfilm om arbejdssikkerhed. I sine få pauser laver hun underlødige TikTok-videoer, hvor hun forklædt som mand siger en masse af de uhyrligheder, som pæne rumænske kvinder helst ikke må sige.

Ellers går en stor del af filmen med at se sort-hvide profiloptagelser af Ange, der gnasker tyggegummi og blæser bobler i et væk, mens hun kører igennem Rumæniens livstrætte hovedstad. Sideløbende ser vi sekvenser fra en gammel rumænsk serie om en kvindelig taxachauffør og må konstatere, at de rumænske kvinder og deres livsvilkår unægtelig har ændret sig.

DO NOT EXPECT TOO MUCH FROM THE END OF THE WORLD kulminerer i en langvarig scene, hvor den udvalgte invalide og hans familie bliver ydmyget under optagelserne til TV-indslaget. Den internationale marketingschef Doris Goethe (!) – spillet af en skønt distanceret Nina Hoss – udebliver fra optagelserne, men hovedproducenten kun har eet ord til instruktøren: “Følelse”

DO NOT EXPECT TOO MUCH FROM THE END OF THE WORLD er en ganske passende vittig titel til netop denne film, som man dog heller ikke bør forvente sig alt for meget af. Men det bør ikke afholde interesserede fra at se Radu Judes guldbjørn-vinder “Bad Luck Banging or Loony Porn”, der i al fald visuelt forekommer mindst ligeså provokerende.