(I anledning af udgivelsen af Birgitte Reimer-biografien “En gang til for Prins Knud” bringer vi atter dette interview, der hører blandt hendes sidste.)
Stemmen er blevet en anelse mørkere, men ikke mindre sprød, og øjnene er om ikke lyseblå, så i al fald stadig fulde af liv. Det er slet ikke svært at forstå, hvordan denne solbrune kvinde i 50erne og 60erne kunne fordreje hoveder på mændene.
Birgitte Reimer tager imod en solskinseftermiddag i Frederikssund. Hun er omgivet af venner og familie, men alligevel generøs nok til at låne en fremmed sin opmærksom.
Det er næsten 90 år siden, at hun opdagede, at hun havde teater i blodet.
“Jeg var ikke mere end tre år gammel, da mine forældre inviterede mig i teatret. Det var til en ballet i Nykøbing Falster, hvor vi boede dengang. Jeg var helt solgt bagefter og drømte herefter længe om at blive balletdanser. Lige indtil en dag, hvor jeg opdagede, at jeg var blevet for gammel til at komme på balletskole. Så var det slut med det.
Men jeg var meget heldig, for min familie interesserede sig for teater, og så havde jeg en dansklærer, der hjalp mig. Så jeg har ikke måtte kæmpe, men blev tværtimod fulgt på vej – hele vejen.
Gerda Christophersen (Danmarks første kvindelige teaterchef) tilbød mig, at jeg kunne få en plads i koret, men det synes jeg alligevel ikke rigtig var noget. Det kunne nu have været meget skægt.”
Birgitte Reimer blev i stedet optaget på Det Kongelige Teaters elevskole, hvor hun gik fra 1945 til 1947. Her mødte hun sin første mand Preben Neergaard, der var skuespiller ved teatret, og med hvem hun fik datteren Merete.
“Når du kommer ind på en elevskole på et teater, så bliver du smidt ind i teatret. Du kan komme og gå i alle afdelinger. Du er med som statist, møder alle de store kunstnere og hører Jussi Björling synge opera. Alt det der får du forærende, når du først er “indenfor murene”.
– Hvad betragter du selv som din gennembrudsrolle på teatret?
Jeg fik min debut i en lille rolle på Det Kongelige Teater, men det var ikke som sådan den, der blev mit gennembrud, selvom jeg fik god kritik. Men da jeg så begyndte at modtage glimrende tilbud, så blev det jo bemærket.”
Birgitte Reimer fik bl.a. en god sæson på Aarhus Teater og om sommeren spillede hun PH-revyen “Kom frit frem” på Bornholm.
Filmbranchen begyndte også at interessere sig for den pikante komedienne, og Birgitte Reimer gjorde sig tidligt bemærket i den første danske Bodil-vinder “Soldaten og Jenny” af Johan Jacobsen såvel som i Erik Ballings gennembrudsfilm, den Bodil-belønnede episodefilm “Adam og Eva”. Birgitte Reimer havde også en birolle i en af de tidlige Morten Korch-film.
– Hvilke af de danske filminstruktører kommunikerede du lettest med?
“Der var jo Johan Jacobsen og Erik Balling. Det var jo også de bedste, når det kom til stykket. Jeg havde en god oplevelse med “Vi der går køkkenvejen” (der stadig ikke er udkommet på DVD!). Johan Jacobsen-filmen “Som sendt fra himlen” var desværre ikke nogen helt god film, selvom jeg var omgivet af datidens førende skuespillere: Mogens Wieth, Osvald Helmuth og Erik Mørk. Men jeg opfatter ikke mig selv som filmskuespiller på den måde. Jeg var jo ikke med i så mange film. Næh – Jeanne Moreau, et af mine store idoler – DET er en karriere.”
Erik Ballings “Vi der gjorde køkkenvejen” gjorde den sofistikerede Birgitte Reimer til folkeeje, og burde have indbragt hende en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle. Samme år – 1953 – indspillede hun en filmversion af scenesuccessen “Solstik” og bekræftede sin position som det danske svar på Audrey Hepburn.
“Ingmar Bergman kom til København for at finde en dansk pige til en rolle i sin næste film “En lektion i kærlighed”. Han så på os alle sammen, og jeg spillede revy på det tidpunkt. Så blev jeg efterfølgende kontaktet af Filmmuseet, som tog sig af den slags dengang, og blev spurgt, om jeg ville komme og møde ham. Og så fik jeg rollen, og selvom den var lille, betød den meget for mig.
Der var en jo helt anden disciplin end på de danske film, hvor vi drak drinks, fra vi kom, til vi gik. I Danmark gik vi mest op i, hvor vi skulle hen til frokost. Skulle man spise frokost i Sverige, måtte man stå i kø i kantinen sammen med teknikkerne. Og der var nul alkohol.”
Men i Danmark vedblev filmtilbuddene at være komedieroller.
“Selvfølgelig var jeg ked af den retning det tog. Det var som om, at det altid var revyen, der fik overtaget. Men jeg kan godt se, hvad jeg ikke forstod dengang, at jeg havde en anderledes tilgang til revyen end så mange andre i Danmark. Når ser tilbage på det, lavede jeg nogle lidt for vovede ting, men jeg havde en vis evne for det. Det var ikke noget, jeg dyrkede, det var noget, jeg havde.
Men på film synes jeg ikke, at jeg var så god. Jeg synes ikke, at jeg så godt nok ud på billederne. Jeg har aldrig været helt tilfreds, men det bør man heller ikke blive.”
– Har det været perioder i dit liv, hvor du fortrød beslutningen om at forlade dansk film og teater?
“Ja, det har der. Ret hurtigt faktisk. Jeg kom ned til et liv, som jeg ikke havde regnet med. Men så fik vi lavet en restaurant, og det fik vi faktisk en lille succes med. Det var dog et hårdt slid, men heldigvis har jeg aldrig været bange for at arbejde. Jeg har altid nydt, når der var noget at rive i.”
Det undrer mig og glæder mig, at jeg ikke er glemt. Det er det bedste, der er sket i mit liv. At jeg er kommet tilbage, og at der stadig er nogen, der kan huske mig og vil høre på mig.
Forleden var der et spørgsmål om mig i “Hvornår var det nu det var?” på TV!”
– Hvad vil du gerne huskes for?
“Cranks” (en nyskabende revyforestilling på Mercur Teatret, hvor Birgitte Reimer var hovedkraft både foran og bagved scenen sammen med bl.a. Erik Mørk og Preben Uglebjerg). Ja, “Cranks” – OG “Laser og pjalter”, hvor jeg også fik strålende kritik. Jeg spillede sammen med Osvald Helmuth og Preben Neergaard – ude hos Stig Lommer (Aveny Teatret). Det var rigtig teater.”
(Michael Søby)
