Lena Olin får sig et flot comeback med Mårten Klingbergs modne romantiske komedie ANDEN AKT.
Lena Olin fik sit internationale gennembrud med “Tilværelsens ulidelige lethed” i 1988, men efter en birolle i Ingmar Bergmans “Fanny og Alexander” var det den kvindelige hovedrolle i Bergmans TV-film “Efter prøven”, der gjorde hende til stjerne i Sverige helt tilbage i 1984.
Hendes ægteskab med instruktøren Lasse Hallström nåede et fælles kunstnerisk højdepunkt i “Chocolat”, der blev nomineret til en Oscar for bedste film, og allerede 10 år tidligere i 1989 opnåede Lena Olin selv en Oscar-nominering for sin birolle i Paul Mazurskys kulsorte komedie “Enemies – A Love Story”.
Nu kaster hun glans over ANDEN AKT, hvor hun agerer en sygeplejerske Eva, der egentlig er klar til at lade sig pensionere, men til hvad? For både manden og sønnen har fået andre kvinder i deres liv, så Eva påtager sig at genoptræne den aldrende skuespiller Harald Skoog (vittigt spillet af Rolf Lassgård fra den svenske Oscar-nominerede originalversion af “En mand der hedder Ove”).
Det bliver i sandhed en udfordrende opgave, for Harald er ikke fri for stjernenykker, men Eva tiltrækkes også af det teatralske, og hjælper ham sågar med at lære rollen som Cyrano de Bergerac, så han kan vende tilbage på den svenske nationalscene Dramaten i triumf.
I en af filmens mest magiske scener, hvor Harald vil vise hende det smukke nationalteater, ser vi Lena Olin træde ind på den scene, hvor store dele af hendes svenske gennembrudsfilm “Efter prøven” også udspillede sig for næste 40 år siden. Og vi indser, at Lena Olin bestemt ikke er blevet en ringere skuespillerinde med tiden.
Nævnes bør også Anneli Martini, som er kosteligt morsom som en herlig livskraftig ny veninde, der lærer Eva at genvinde sin selvrespekt i forhold til både ex-mand og søn.
ANDEN AKT er på den gode måde en kærlighedsfilm for voksne og Rolf Lassgårds Harald er med garanti ikke den eneste, der bliver lidt småforelsket i Lena Olin undervejs.