JEG MIG FUCK DIG

★★★★☆☆

Teatret st. tv. specialiserer sig i ungdomsforestillinger og er
for en tid rykket ind på Teater Grob med deres seneste bud, JEG MIG FUCK DIG.

Man har klogeligt lagt iscenesættelsen i hænderne på den
dynamiske Kamilla Wargo Brekling, der godt støttet af
scenografen Lisbeth Burian og ikke mindst Raphael Solholms lysdesign formår at omdanne Teater Grob til en svømmehal!

Her udspiller sig små dramaer om eliteidræt, kæresterier etc.,
samtidig med af de to unge skuespillerinder bag Teatret st. tv., Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen får lejlighed til at vise hvad de allerede kan, og det er en del.

Den ældre men veltrænede Jens Gotthelf har ingen problemer med at indtræde i dette teenageunivers, og hans undervandssvømning – halv mand halv fisk! – hører blandt forestillingens ubetingede højdepunkter.

Lidt mere tyngde havde klædt Line Mørkeby og Kamilla Wargo Breklings tekst, men de fortjener ros for at etablere et anderledes univers. Gentagelseseffekten, som vi også møder i et andet stykke ny dansk dramatik, "Mørke" på Frederiksbergscenen, drives der også her lige rigelig rovdrift på. Men sansen for rap dialog er umiskendelig Mørkeby og tilmed på bølgelængde med målgruppen.