★★★☆☆☆
Teater V fortjener al mulig ros for deres store dramatikerkonkurrence, som også denne anmelder har deltaget i. Så meget desto mere skuffende er årets resultat –
især fordi man har mistanke om, at det ikke er dramatikerens skyld.
Mads N. Nielsens instruktion savner fokus, og forveksler råberi med dramatik. Søren Dixens tekst flager muligvis, men rummer dog nogle fine observationer vedrørende normalitet
versus vanvid. De er dog nær ved at drukne i denne urimeligt støjende opsætning. Man virker så opsat på ikke at ville kede, at man bare tæsker derudaf og glemmer at gøre
plads til de mere stilfærdige passager, der er garant for publikums vedvarende interesse.
Jon Lange spiller ellers med megen naturlighed og fine detaljer i kropssproget den ene af stykkets psykisk forpinte mænd. Morten Aaskov-Hemmingsen trækker store veksler på sin maskulinitet og lidt flere farver i replikbehandlingen havde klædt både ham og rollen. Helt galt går det for Morten Schaffalitzky, der truer med at sabotere forestillingen med sin ubarmhjertige pentling mellem infernalsk skrigeri og
udvendig sentimentalitet. Både han og instruktøren burde skrive sig bag ørene at "less is more".
Man håber derfor, at VANVID får en ny chance i en anderledes lavmælt og følsom opsætning, så Teater Vs mange anstrengelser ikke har været forgæves.
