BIG MIRACLE

★★★☆☆☆

Man skal ikke lade sig skræmme af handlingsreferatet, BIG MIRACLE er en bedre film end forventet – uden at træerne dog vokser ind i himlen. Men "en virkelig historie" fra glasnost-æraen om tre hvaler i Alaska, der trues på livet, da deres åndehuller i indlandsisen tilfryser, kan tage modet fra enhver. Især da Reagan og Gorbachev personligt tar affære, stiger kvalmegraden.

Men samtidig må man erkende, at det trods alt lykkes til sidst at skabe engagement for historien og de stakkels dyr, selvom man undervejs tar sig selv i ønske, at de lokale hvalfangere havde fået lov til at fange dem.

Det klær den tidligere barnestjerne Drew Barrymore at spille den lidenskabelige Greenpeace-aktivist og den fedtmule-agtige John Krasinski er hende en passende partner. Chokeret bliver man over at opleve Ted Danson (den tidligere bestyrer af "Sam’s Bar") med kridhvidt hår, men ellers byder filmen ikke på de store overraskelser.

Smukke billeder – ikke mindst af de kolosale pattedyr – samt et smukt budskab om at tage vare på naturen – gør filmen
velegnet til ikke alt for store børn, hvis forældre synes de fortjener andet end tegnefilm og platte danske børnefilm.