45 ÅR

★★★★★☆

To af engelsk films største skuespillere Tom Courtenay og Charlotte Rampling yder deres ypperste i det stilfærdige men på sin vis ganske rystende ægteskabsdrama 45 ÅR, der indbragte dem begge hovedrollepriser på filmfestivalen i Berlin.

Talentfulde Andrew Haigh har både skrevet og instrueret, og man får da også en næsten fysisk fornemmelse af, at både skuespillerne og instruktøren har fanget samtlige nuancer i det velkomponerede manuskript.

Et ældre ægtepar i et engelsk landsbysamfund står overfor at skulle fejre deres 45 års bryllupsdag, da 40 års-dagen gik i vasken på grund af mandens by-pass operation. Men et gammelt forhold forrykker pludselig balancen i ægteskabet, og intet synes mere hvad det var.

Tom Courtenay, der i sin ungdom spillede flere af de utilpassede unge mænd,som tegnede den filmiske dagsorden først i 60erne, er mesterlig som den aldrende rebel, der har mistet lidt af livsgnisten i takt med det fysiske forfald. Og Charlotte Ramling bliver bare bedre og bedre, som årene går. Hun har ganske urimeligt aldrig været nomineret til en Oscar, men det bør både hun og Courtenay blive til næste år. For et mere sublimt samspil skal man ikke forvente at se denne filmsæson.

Andre veteraner som Vanesse Redgrave og Terence Stamp, og senest Morgan Freeman og Diane Keaon er blevet spist af med rørstrømske pensionshistorier. Men denne fortælling om en snigende gift ved navn jalousi, der kan liste sig ind i alle ægteskaber og som i denne livskloge variation bringer mindelser om John Hustons svanesang "The Dead", er begavet og bevægende filmkunst i en klasse, som vi ikke er forvent med.