★★★☆☆☆
13 timer (hvorfor må filmen ikke få en dansk titel?) er en ganske dækkende titel på Michael Bays seneste filmværk, for den dækker nøjagtig den følelse, man har, når man forlader biografen. Reelt har man kun siddet i biografen godt to en halv time, men den langstrakte hektiske stemning og soldaternes endeløse løbeture bliver for udmarvende i længden. Synd, for man fornemmer sådan set en oprigtig vilje til at formidle en autentisk historie fra krigszonen i Libyen.
Instruktøren Michael Bay kendes ellers mest for glatte musikvideo og åndløse robotfilm inkl. den i særklasse rædsomme serie om "Transformers". Og han har ikke forstået at komprimere sit materiale om seks mænd fra et amerikansk sikkerkorps, der desperat forsvarer et diplomatisk kvarter mod bombninger og beskydninger.
I sædvanlig macho-stil får vi nærbilleder af blodige kroppe og hverken filmens klipper eller lydmændene har holdt sig tilbage. Havde man bare brugt mere tid på perspektivering fremfor banalisering af disse grusomme hændelser, kunne man måske anbefale filmen.
Spillet forekommer pænt og nydeligt anført af John Krasinski, der normalt virker mest oå hjemmebane i romantiske komedie som "Skal, Skal ikke? ("Something borrowed"), men som dog også viste ambition om andet som forfatter og skuespiller i Gus Van Sant-filmen "Promised Land".
Men det værste er næsten, hvor lidt 13 HOURS egentlig gør indtryk. En film med så alvorligt et emne og tilmed i besiddelse af en vis aktualitet ligner så mange andre film, vi har set, siden folkene bag "Platoon" og "Saving Private Ryan" forsøgte at sælge krig med patriotisk realisme. Men realisme uden perspektiv tjener intet formål, og netop formålet med 13 HOURS har man svært ved at få øje på.
