★★★★★☆
Er Billy Wilders "Ingen er fuldkommen ("Some Like It Hot") verdens bedste filmkomedie? I al fald et kvalificeret bud, når hovedrollerne blev forgyldt af Marilyn Monroe, Jack Lemmon og Tony Curtis.
Scenemusicalen har som værk betragtet ikke helt samme niveau, måtte man konstatere i 2011, da Folketeatret havde SUGAR på repertoiret med Maria Lucia, Kristian Boland og Karsten Jansfort i hovedrollerne.
På Aalborg Teater spilles titelrollen af Karla Rosendahl, der sidst gjorde sig fordelagtigt bemærket som Honey i "Hvem er bange for Viriginia Woolf?" – ligeledes på Aalborg Teater. Karla Rosendahl gør SUGAR til en fræk og frejdig pige, der faktisk er kvikkere, end hun selv går og tror, og så mestrer Karla Rosendahl en moderne sexet showstil, der passer fint til rollen.
Der synes at være en god pointe i., at hverken Nikolaj Bjørn-Andersen eller Albert Stein Ankerstjerne er særligt overbevisende som kvinder, og de spiller skægt op til hinanden. Begge har også en god kemi med Karla Rosendahl.
Kønsrollerne har ændret sig siden 1959, og derfor virker det velgørende, at iscenesætter Mia Lipschitz er endnu mere legesyg med de kønslige grænser, end man kunne være dengang.
Pigerne i pigeorkestret kysser hinanden på munden, og rigmanden Osgood er et reelt alternativ for den nyforelskede Jerry, og der bliver for alvor snavet igennem.
Et stiliseret farveunivers med røde og blå kulører præget kulisser såvel som kostumer, og den jubilerende kapelmester Niels Søren Hansen og hans orkester får musikken til at swinge, så det er en fryd.
Ingen tvivl om at SUGAR fortjener dit besøg, fordi den tør at være lidt mere vild og vovet, end vi selv er til dagligt.
(Michael Søby)