★★★★☆☆
af Elias Sadaq
Det poetiske bureaus forlag
Størst af alt er kærligheden, lyder det i Paulus’ Første Korintherbrev. Stærkest af alt er kærligheden, kunne det også lyde. Så stærk at kærligheden sommetider driver folk i døden, hvis altså den ikke indfries.
Kærlighedens kraft udfoldes og eksemplificeres i Goethes litterære klassiker “Den unge Werthers lidelser” fra 1774. Her forelsker den unge Werther sig i den underskønne Lotte, men hendes forlovede Albert forbyder dem at ses, og som konsekvens begår Werther selvmord.
Dette kanoniske værk har den unge dansk-marokkanske digter Elias Sadaq lavet en underfundig pastiche over. Titlen er DEN UNGE ELIAS’ LIDELSER, og den kan ikke være andet end selvbiografisk. Eller autofiktiv som det populært kaldes.
Det er ikke en bedårende ungmø, der er genstand for Elias’ begær, men derimod en dånende smuk mandlig kollega, som han forelsker sig i som 19-årig. Uden at afsløre for meget, så ender det ikke med et resigneret selvmord, men blot med sorthumoristiske selvmordstanker.
DEN UNGE ELIAS’ LIDELSER tager livtag med og bruger det originale forelæg som afsæt til at skabe en myldrende tankestrøm og fremtrylle impressionistiske hverdagsskildringer. Familiens historie og Elias’ personlige oplevelser skaber en vis kronologi. Der er mere tale om glasklare og prunkløse monologer uden poetisk støj og ståhej. Bogen er en hudløs ærlig skildring af at være splittet mellem sit etniske ophav og sin seksuelle orientering.
Således er hovedvægten på det episodiske og mindre det sproglige. Alligevel er der flere sætninger, der kløver sig ind i erindringen. Eksempelvis denne: ”Han er til mænd. Det er jeg ikke, fortæller jeg ham, fortæller jeg mig selv”. Netop selvindbildning og skam er nøglemotiver i bogen. Fortællerens undertrykkelse af virkeligheden, fører ham således ud i eskapisme i form af alkohol og stoffer.
Familiens historie indflettes desuden i begyndelsen af bogen. Her spiller forældrenes rørende kærlighedshistorie en central rolle. En anden episode involverer to kvinder på en bytur. De møder begge Elias med fastgroede fordomme. En fyr fra Mellemøsten kan jo ikke være bøsse, mener de.
Bogens styrke er dens umiskendelige evne til dels at skabe sympati for hovedpersonen og dels dens evne til at åbne ens øjne for de vanskeligheder, der opstår, når man både tilhører en religiøs og seksuel minoritet.
Elias Sadaq markerer sig som en blandt flere stærke, dygtige og talentfuld etniske stemmer på den danske forfatterhimmel. Det vil næppe være en lidelse at læse DEN UNGE ELIAS’ LIDELSER. Snarere en liflig, lebendig og lystfuld læseoplevelse.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
