-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

LATE NIGHT

POSTHUS TEATRET

★★★★★


Caspar Phillipson markerer sit 25-års skuespillerjubilæum på fortrinlig vis med et formidabelt one man-show i Posthus Teatret.

Repertoiret spænder fra Tom Lehrer og Monty Python til diverse danske filmsange, og fungerer i forbløffende grad som en helhed. Det skyldes til dels den eminente pianist ved klaveret - Caspar Phillipson selv naturligvis - men også den sofistikerede og højaktuelle måde, hvorpå han som skuespiller kæder sangene sammen.

Caspar Phillipson lægger ikke skjul på, at 2020 også for ham har været et annus horribilis, men han bruger heldigvis både sort humor og glad musik til at formidle det. Men vi aner smerten bag, og det er måske det, som gør LATE NIGHT PÅ POSTHUS TEATRET til ualmindelig nærværende og varm oplevelse.

Tom Lehrers hundesvære "The Elements" leveres i et afsindigt tempo og på formfuldendt engelsk og Lehrers "I Got It From Agnes" har næppe nogensinde virket mere relevant end i en corona-tid.

Kække Monty Python-klassikere som "Sit On My Face" og '"Penis Song" må kunne få selv den sureste til at le, og vi blir alle "dus med himlens fugle" inklusive de duer, der flyver henover byen, som en kærlig hilsen til nyligt afdøde Bent Fabricius-Bjerre.

Caspar Phillipson har med årene fået mere sjæl i sin flotte stemme, og fremstår simpelthen bedre end nogensinde som alsidig entertainer med et opløftende repertoire tilsat begavede mellemtekster.

Så skynd jer forbi Posthus Teatret, der ikke blot kan bryste sig af nogle sublimt hyggelige lokaler, men også en lille hyggelig café, hvor der blandt andet serveres marcipanbrød og økologiske øl fra Thy!

 

(Michael Søby)


 






 











 

I