-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

SPEJLMANDEN

★★★★★



Virkeligheden overgår ofte fiktionens verden og for tidskriftet "Der Spiegel" ("Spejlet") skete det lidt for tit. Deres stjernejournalist Claas Relotius viste sig´at være en lystløgner, der selv havde opfundet en del af de personer, han portrætterede:

En ensom kvinde (hvis barn og barnebarn var blevet myrdet) og som nu brugte sin tid på at være vidne til henrettelser. En syrisk dreng, hvis graffiti fik blodige konsekvenser for hele byen. En selvbestaltet grænsevagt, der efter at Trumps planer om en mur til Mexico faldt til jorden, påtog sig at skyde mexikanere, som krydsede grænsen.

Store følelsesfulde fortællinger serveret som sande historier, der udløste flere af journalistbranchens Oscars til Claas Relotius. Ironisk nok skulle Claas Relotius selv blive en god historie, da en kollega fik mistanke til, at det hele var løgn. Også Claas Relotius' hjertegribende livshistorie inklusive hans CV.

Manuskriptforfatteren og instruktøren Viktor Tjerneld har tidligere lavet interessante ting, bl.a. på Mungo Park i Kolding, men intet som forbereder os på den vilde teateroplevelse, som venter os på Mungo Park. I et eskalerende tempo hvirvles vi ind i en sunami af løgn og bedrag, så også vi kommer i tvivl om hvad er sandt og hvad er falsk.

SPEJLMANDEN arbejder også i et metalag, hvor vi bl.a. ser Viktor Tjerneld kommunikerer med Claas Relotius om forestillingen.

Sara Fanta Traore og Nana Morks, der tidligere på året leverede lovende præstationer i "Tatovering" på Mungo Park, er begge hver på deres måde forrygende i flere roller bl.a. som haltende mexikansk mor og Claas Relotius' iltre kollega. Også Zaki Nobel Mehabil gør indtryk bl.a. som syg morder på dødsgangen.

SPEJLMANDEN er ikke blot en hektisk, spændende og temmelig vanvittig case-story, men rejser også kvalificerede spørgsmål om, hvad det er for historier, vi vælger at fylde vores liv med. Heldigvis uden løftede pegefingre, talrige overraskelser og med en befriende galgenhumor, som gør forestillingen til en uafbrudt fornøjelse.

Hvis man vil have en fornemmelse af, hvor fornyelsen af dansk teater kommer fra p.t., bør man hurtigst muligt besøge SPEJLMANDEN i Mungo Park, Lillerød.

 

(Michael Søby)


 






 











 

I