SNEØJNE

★★★★☆☆

På Snoreloftet i Folketeatret viser teatergruppen Gazart en lille bitte forestilling på kun 25 minutter for de allermindste.

To sympatiske dansere (Tomomi Yamauchi og Marie Sol Sandberg) undrer sig over, at der kommer musik fra den lille snehøj midt på scenen.

Men alt er ikke nødvendigvis hvad det ser ud til. Garnnøgler kan f.eks. illudere som snebolde, og en dyne kan f.eks. skjule en lyrisk guitarist ved navn Alex Jønsson Christensen. Men hvis man f.eks. har et par klipse, en stor sløjfe og en god veninde, kan en dyne også blive til en snemand.

Koreografen Tali Rázga betoner den enkle poesi i sine udtryk og Søren Kærup Dahls svale musik er en lise for sjælen og får børnene til at føle sig godt tilpas.

SNEØJNE kan siges at være et beskedent udspil, men forestillingen formår alligevel at stimulere de smås fantasi og giver samtidig diverse ammehjerner et tiltrængt langt frikvarter.

Roses bør også teatrets personale, der allerede ved ankomsten tager godt imod børnene i et tillidsvækkende toneleje. Der er desuden mulighed for at tegne og male, inden forestillingen går i gang.

(Michael Søby)