-
Forside

logo logo logo

 

 

BLIXEN

★★★★★


Isak Dinesen, Osceola og Pierre Andrézel var alle pseudonymer for Danmarks med rette mest berømte forfattterinde: Baronesse Karen von Blixen-Finecke. Man forstår sandelig godt, at Den Kongelige Ballet har brugt mange ressourcer på en forestilling om hendes livsforløb. Heldigvis har det ikke været forgæves.

For i Kizzy Matiakis har man den helt rigtige kunstner til at danse partiet som BLIXEN. Med en forbløffende naturlighed, der står i skarp kontrast til hendes erotisk forfrosne SPAR DAME, kæder hun de tre akter i den næsten tre timer lange forestillingen sammen. Hendes bevægelsesmønster ændrer sig forbilledligt i takt med Blixens skæbne, og BLIXEN bliver en triumf for Kizzy Matiakis både som skuespiller og danser.

"Lucifers datter" sluttede en pagt med djævelen, da hun lå indlagt med syfilis efter at have mister alt. "Da lovede jeg djævelen min sjæl, og han lovede mig til gengæld, at alt, hvad jeg herefter oplevede, skulle blive til historier. Og han har holdt sit løfte".

Djævelen er selvfølgelig også med på scenen i skikkelse af den fyrige Jón Axel Fransson, der må kunne lokke enhver til at love hvad som helst.

Jonathan Chmelensky leverer en adræt udgave af Bror Blixen og aftenens koreograf Gregory Dean varetager selv rollen som Denys Finch Hatton med en vis mandig udstråling.

Blandt de mandlige dansere er det dog Marcin Kupiñski som den karismatiske Berkeley Cole og Ryan Tomash som den loyale tjener Farah, der gør størst indtryk denne aften.

Gregory Deans koreografi er mere end nydelig, og går fint i spænd med forestillingens visuelle udtryk. Inddragelsen af afrikansk skyggeteater er et scoop og da Karen mister sin farm, sker det med en scenografisk enkelhed, som rammer os lige i hjertekuglen. Jon Morrell har med en udsøgt farvesans, der præger både de betagende scenebilleder og de overdådige kostumer, skabt et poetisk univers, som fryder vores øjne konstant.

På lignende måde bliver Claude Debussys udødelige toner en sand forkælelse for vore ører, når den spilles af Det Kongelige Kapel under ledelse af Tim Murray og med Alison Smith som pianist. Man kan dog diskutere, om lige netop "Clair de Lune" ikke er for banalt et valg til den store romantiske Pas de deux - Karen Blixen var jo alt andet end banal - men kønt er det i al fald at lytte til.

Selvom man kan savne passager med mere koreografisk vildskab, så keder man sig ikke et øjeblik undervejs. BLIXEN er blevet en pragtfuld hyldest til en ener i den danske kulturhistorie og efter film som "Mit Afrika" og "Babettes gæstebud" har cementeret Blixens internationale status, skal man slet ikke udelukke, at denne BLIXEN får lov til at gøre lykke i udlandet.

Men det kræver, at man har den helt rette kvinde til at gestalte Karen Blixen og det har man på Det Kongelige Teaters smukke gamle scene takket være en lysende Kizzy Matiakis i sit livs rolle.


(Michael Søby)

 


 

I