-
Forside

logo logo logo

 

 

GEMINI MAN

★★★★★★

Ang Lee skabte både i 1995 og i 2005 årets bedste film, henholdsvis "Fornuft og følelse" og "Brokeback Mountain". Han har dog måtte tage til takke med instruktør-Oscars for sidstenævnte og for "Life of Pi", men skal ikke forvente en tredje denne gang. GEMINI MAN hører desværre blandt Ang Lees svager film, omend slet ikke så ringe som den ufriviligt komiske "Hulk".

GEMINI MAN er et langt stykke af vejen en gammeldags action-film forklædt som moderne science fiction, og handler om den erfarne lejemorder Brogen, der overvejer at indstille karrieren. Men pludselig befinder han sig i et opgør en yngre udgave af sig selv, da hans chef har klonet ham i al hemmelighed.

Will Smith spiller begge roller overbevisende, og det virker næsten skræmmende at se den unge og den gamle udgave af Brogen ved siden af hinanden.

Ang Lee har som sædvanlig styr på teknikken, og GEMINI MAN er da også den første film, vi ser herhjemme, som vises i HFR 3D+ med 60 frames pr. minut. Har man i forvejen store briller, kan man dog være generet af de små briller, der skal bruges for at få udbytte af denne film.

Mary Elizabeth Winstead fremstår næsten for sød og naturlig til at være overbevisende action-kvinde og Clive Owen spiller kun på rutinen i denne omgang.

Men vi tror aldrig rigtig på historien og der er ingen grænser for hvad denne Brogen kan klare både i ældre og yngre udgave, og det bliver i længden kedsommeligt.

En effektiv menneskejagt på motorcykel låner for en tid dynamik til den næsten to timer lange film, men vi engarerer ikke for alvor i karaktererne og der spilles svagt i siderollerne.

Så lad os håbe, at Ang Lee finder et projekt med mere substans næste gang, for han fremstår altid som en glimrende instruktør, når han har et fængende materiale at arbejde ud fra. Det har han ikke her.