-
Forside

logo logo logo

 

 

FANNY OG ALEXANDER

★★★★★★

Ingmar Bergmans sidste hovedværk FANNY OG ALEXANDER blev også i Danmark en overvældende folkelig succes i starten af 1980erne - både som film og tv-serie, og til trods for den til tider ret dystre handling. Den overdådige krønike om familien

Ekdahl blev for første gang dramatiseret herhjemme i 2010 på Aarhus Teater, og allerede året efter var Det Kongelige Teater klar med en stjerneglinsende pragtudgave anført Sofie Gråbøl, Ghita Nørby, Mikael Birkkjær og Jens Albinus.

Den islandske iscenesætter Egill Pálssons opsætning på Aalborg Teater fremstår ikke som noget udstyrsstykke, men er en usædvanlig instruktørs personlige greb på historien om FANNY OG ALEXANDER. I hans vision er børnene blot marionetdukker i de voksnes verden, og må hele tiden indrette sig på forældrenes luner og dårskaber.

Gustav Dyekjær Giese spiller den voksne Alexander, forestillingens fortæller, mens han agerer dukkefører for en drengedukke-udgave af Alexander. På lignende måde lægger Bolette Nørregaard Bang stemme til dukken Fanny, som hun også fungerer som dukkefører for.

Bortset fra de scener, hvor andre spillere også begynder at styre dukkerne, giver dette greb et langt stykke af vejen god mening. Pálsson ser i lighed med mange andre Alexander som Bergmans alter ego, og Bergman legede selv med marionetteater som barn.
Nøglescenen indtræffer, da biskoppen (en fæl Martin Ringsmose) prygler Alexander for at knække ham.

Her overtager den voksne Alexander (den ranke Gustav Dyekjær Giese) pludselig dukkens rolle, og vi indser, at de prygl, som Alexander fik som barn, bærer han med sig ind i sit voksne liv.

Det kan være relevant at påpege, at en ny velresearchet dokumentarfilm om Ingmar Bergman, lader Bergmans bror fastslå, at det ikke var Bergman, der fik bank som barn, men at han i stedet var vidne til, at selvsamme bror fik tæsk. Det vil sige, at Bergman i denne nævnte scene gør sig selv til martyr, men at han i virkeligheden havde Fannys rolle som betragteren. Et vidne til grusomhed ude af stand til at gribe ind. Og dermed en på sin vis uberettiget skyldfølelse, der ikke desto mindre plagede Ingmar Bergman resten af livet.

FANNY OG ALEXANDER kræver et stærkt ensemble og på Aalborg Teater er det heldigvis godt nok, men heller ikke mere.

En velspillende Annika Johannesen er en meget ung farmor Helena, men ellers glæder vi os især over Ena Spottag i tre markante biroller. Jacob Moth-Poulsen får ikke nok ud af Jarl Kulles gamle glansrolle som den kortvarigt potente Gustav Adolf, og Marie Knudsen Fogh bliver næsten for grotesk i sin fremtoning som den mishandlede Lydia Ekdahl, til at vi også kan tage tragedien i hendes ægteskab alvorligt.

Men Pálssons stærke instruktørvision formår alligevel at holde sammen på tropperne, og vi forlader Aalborg Teater opløftet af rigdommen i Ingmar Bergmans sælsomme erindringsværk.

 

(Michael Søby)