-
Forside

logo logo logo

 

 

 

CLIMAX

★★★★★

Betegnelsen "Enfant Terrible" passer i grunden perfekt til den argentinske instruktør Gaspar Noé, der trods en alder af 55 år stadig insisterer på at lave film, der er infantile og frygtelige.

En vis originalitet kan man ikke fratage ham i den forbindelse, selvom den uhyggeligt overvurderede "Irriversible" slet ikke var den første film, der blev fortalt bagfra (kunstnerisk mest tilfredsstillende gjort af Harold Pinter i "Betrayal" fra 1983).

I CLIMAX lader Gaspar Noé en række dansere slå sig løs til en fest i en tom skolebygning. Festen udvikler sig dog til et grotesk mareridt, da det viser sig, at sangrian indeholder LSD. De seksuelle frustrationer bliver gradvist forvandlet til voldelige handlinger med død og ødelæggelse til følge.

En stor del af det kvarterlange (anti-)klimax er filmet på hovedet i grumsede mørke billeder, så det kan være svært at kende forskel på de medvirkende, men hvis man tænder på skrigende børn, tis, blod og bræk vil CLIMAX helt klart have en vis attraktion.

Det bedste ved filmen er dog den indledende dansescene, der viser, at de medvirkende faktisk har talenter, når de ikke blev bedt om at løbe rundt og skabe sig.

CLIMAX er en form for følelsesporno, der synes beslægtet med den ulidelige Jennifer Lawrence-film "Mother!", og skal vel være et billede på et sygt Frankrig. Men symbolikken er så tung og formen så anstrengende, at der burde være lukket og slukket for denne fest allerede på manuskriptplan.