-
Forside

logo logo logo

 

 

 

THE PRINCE OF EGYPT

★★★★

Fredericia Teater har intet mindre end verdenspremiere på deres musicalversion af THE PRINCE OF EGYPT - tilmed både i en engelsksproget udgave (om fredagen) og en dansk version.

Tegnefilmen af samme navn huskes især for den Oscar-belønnede sang "When You Believe", der blev sunget til sejr af Mariah Carey og Whitney Houston, og som også i Fredericia bliver et højdepunkt bl.a. i Silke Biranell og Nadia Abrahams fortolkning.

Det klæder Fredericia Teater og forestillingen, at rollebesætningen denne gang er så farverig i modsætning til den mere blege "Aladdin".

Sympatiske Diluckshan Jeyaratnam, der gjorde sig så godt bemærket i "Klokkeren fra Notre Dame", spiller titelrollen som Moses. Han har også her renfærdige udtryk, men synes denne gang en smule hæmmet i spil og dans af sin vægt.

Anderledes spændstig og livlig virker Jason Gotay, der givetvis har været en glimrende "Spider-man" på Broadway, men som her giver et rigeligt amerikansk bud på rollen som Ramses. Begge de herrer har dog smukke stemmer, som de heldigvis får lov til at lufte ofte.

Der spilles noget ujævnt i de øvrige roller og Mads M. Nielsen utilstrækkelige sangpræstation og pompøse overspil havde man gerne helt undværet.

Blandt forestillingens kvaliteter hører derimod Sean Cheesemans vitale koreografi og Mike Billings eminente lysdesign, der antyder stemninger fra tegnefilmen. Vi får især i anden akt et par visuelle overraskelser, men ellers er det brugen af farver, der gør størst indtryk rent scenografisk.

Philip Lazebniks manuskript synes ikke at være meget mere end en musikalsk sæbeopera inspireret af det gamle testamente. Så har Stephen Schwartz' sange trods alt mere at byde på. Det er dog først mod slutningen, at vi berøres af Scott Schwartz's iscenesættelse, der især i første akt har problemer med at give banaliteterne format.

Budskabet om at bryde med flere generationers dårlige vaner forekommer ellers aldeles relevant i vor tid. Og når alle de medvirkende og det velspillende orkester forener kræfter til slut i den uopslidelige "When You Believe", så tror vi i al fald for en stund på forandring.

(Michael Søby)