-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

STÅ FAST

★★★★★★


Svend Brinkmann tager i sin bog STÅ FAST blandt andet afstand fra et særdeles omstridt samfundskrav om, at vi skal være omstillingsparate. Kamilla Wargo Brekling har med udgangspunkt i denne bog skrevet og instrueret forestillingen af samme navn, der spiller på det kongelige skuespilhus' mindste scene.

Satiren er til at få øje på, og vi præsenteres blandt andet for en solid gang optimering, hvor den mandlige coach (den ellers så sympatiske Mads Rømer Brolin-Tani) hundser rundt med forestillingens kvinder (Karen-Lise Mynster og Stine Schrøder Jensen). Sidstnævnte skal bl.a. synge to sange samtidig, og ender med at fremføre en politisk vise, mens hun påbegynder en striptease.

Karen-Lise Mynster agerer kvinden, der for enhver pris vil ha', at alle hygger sig og som derfor har kage med til mødet. Først da en del af kagen er omdelt, fortryder hun og trækker i land, og vi skal nu i stedet blot stirre på kagen, der naturligvis bliver bortført i et uopmærksomt øjeblik. Mynster kan også forvandle sig en barsk madamme, der overfuser publikum. Hvis vi ikke makker ret, kommer vi på ugelange kurser til østeuropa med tarmskyldning og analyse i døgndrift.

Mads Rømer Brolin-Tani finder diskrete udtryk for afmagt, da han forgæves forsøger at få et ord indført hos sin ordrige coach (Stine Schrøder Jensen). Karen-Lise Mynster virker sært gribende som kvinden, der fastslår, at vi har glemt naturen - for så i desperation at remse træer og fugle op i een uendelighed. Mynster er også kvinden, der ikke en hund - endnu.

Kamilla Wargo Brekling arbejder meget med gentagelser, men man behøver altså ikke altid fem minutter med en pseudopause for at fatte pointen. Stine Schrøder Jensen har også et langt men effektivt nummer, hvor hun primært siger "mig" på et utal af måder. En tiltrængt påmindelse om den egoisme, der præger vor hverdag.

De tre skuespillere spiller alle forbilledligt, men kvinderne er altså sjovest. Efter over en time er Kamilla Wargo Brekling også ved at løbe tør for ideer, og især overgangene mellem diverse sketches knager. Men et langt stykke af vejen får vi en præcis og ret morsom samtidsskildring af foruroligende karakter præsenteret af tre drævne skuespillere.