-
Forside

logo logo logo

 

 

 

PETER PAN

★★★★★★

PETER PAN-figuren har efterhånden været udsat for en del litterære overgreb. J. M. Barries historie om Peter Pan og Wendy burde i Folketeatrets udgave snarere hedde "Wendy", for i Moqi Simon Trolins udgave bliver han ikke det samlingspunkt, han skal være, selvom Michael Slebsager faktisk gør et nydeligt stykke arbejde i titelrollen.

Hans Peter Pan ligner ganske vist en gammel dreng (hvilket der kan være en pointe i), mens Wendy takket være en ualmindelig uheldig paryk fremstår som en trist krydsning mellem en mobbe og en moppe. Og når man så som Mille Gori har for få udtryk at gøre godt med, så må man åbenbart klare sig igennem på sentimentalitet.

Hvorfor skurken (en velsyngende Lars Bom) skal iføres dekadente lakstøvler og minde om en sur trans på en dårlig hårdag, får vi ingen fornuftig forklaring på i forestillingen.

Anne Vester Højer synger kønt, men virker sært syntetisk, når hun skal være oprigtig. Kristian Boland dækker sig en stor del af tiden under en hat, og det giver faktisk mening. For spillerne må føle sig som på herrens mark i denne misforståelse af en børneforestilling, der dog også kunne besættes bedre i de fleste roller.

Julian Toldam Juhlins scenografi har ellers sine momenter: Fra miniaturehuset, hvor historien tager sin begyndelse til trylleskoven, hvor beskidte børn pludselig kan titte frem fra søjleagtige buske. Men ellers kendetegnes forestillingen - inklusive Klokkeblomst! - ved sin manglende magi, og efter en time er der en unge, der halvhøjt siger det, flere tænker: Hvornår er der pause?

Den kommer heldigvis, men forestillingen når alligevel op på to en halv time med pause, og det bliver alt for længe, selv når man har været så børnevenlig at lægge premieren kl. 18. Den levende musik virker afgjort som en kvalitet for forestilling, men om det er en god ide at åbne med en lang trist solo, kan i høj grad diskuteres.

Forestillingen allerstørste problem er dog, at den mangler ægte charme og poesi. Og det kan end ikke et smukt afsluttende scenebillede ændre på.

Folketeatret bør dog igen roses for en vis vilje til at ville forny deres store børneforestillinger, og man under dem i den grad, at de snart må lykkes med det - også på det kunstneriske plan.