★★★★☆☆
Hvis man kan forestille sig en krydsning af klassikerne "Svend, Knud og Valdemar" og "Larm i kulissen", så får man et nogenlunde indtryk af tonen i KOMEDIEN, HVOR ALT GÅR GALT.
Stykket, forfattet af Henry Lewis, Jonathan Sayer og Henry Shields, har allerede gået sin sejrsgang flere steder i den engelsksprogede verden, og nu sender Folketeatret en dansk opsætning på turné i hele landet. Den skal nok gøre lykke med sin spøjse blanding af krimi og farce.
Geir Sveaass har især i første akt et godt tempo på forestillingen, og han får et spraglet hold skuespillere til at knokle alt hvad de kan.
Troels Malling bekræfter i detektivrollen det komiske talent, der indbragte ham en Dirch-nominering tidligere på året. Gordon Kennedy og Jakob Højlev Jørgensen låner britisk elegance til historie. En fysisk adræt Patricia Schumann danner en herlig kontrast til Marie Mondrup, der som dorsk rivalinde dog viser sig at være mere temperamentsfuld end først antaget.
Jesper Riefenstahl morer kosteligt med sin mekaniske gestik og sit fjogede smil, mens kropskunstneren Kristian Holm Joensen atter skaber en af disse mærkværdige særlinge, som vi elsker ham for. Man bemærker også talentfulde Peter Schlie Hansen som teknikeren, der pludselig må fungere som skuespiller. Ham skal vi nok komme til at se mere til.
Søren Glads scenografi rummer et væld af overraskelser og David Owe bør roses for de glimrende stunts. Jo, der er meget af glæde sig over – hvad enten man er til Agatha Christie-plots eller blot trænger til nogle gode grin.