DRAGSHOLMREVYEN 2017

★★★★☆☆

"Fis i kasketten" er den passende undertekst til DRAGSHOLMREVYEN 2017, der starter sin turnë i Odsherred Teater, der kun mangler nogle få millioner for at kunne fuldføre bygningen af en ny stor sal. Den lille sal fungerer heldigvis fint både som ramme om en superlækker buffet (baseret på lokale råvarer) samt som udgangspunkt for en klædeligt beskeden forestilling som Dragsholmrevyen.

En smuk scenografi transporterer os ud i en skovidyl, hvor to jævne mænd Bo og Bent (spillet af revyens ukuelige stjerner Susanne Breuning og Bente Eskesen) vender verdenssituationen – inklusive DRAGSHOLMREVYEN 2017.

Ved klaveret sidder Søren Graversen, og ham kan revyen godt være tjent med. For ikke alene er han musikalsk, han kan også sige replikker og ikke mindst skrive en tekst.

Det kommer Bente Eskesen til gode i nummeret "Drømmen", hvor en TV-inspireret kvinde fabler om alle de ting, hun kunne have gjort ligesom Bonderøven, Baha Eriksen-klanen etc. – hvis hun bare havde haft modet. Eskesen formår at give karakteren en tragisk dimension, der vidner om direktricens dramatiske talent, og resultatet bliver revyens stærkeste nummer.
Bente Eskesen kan også være ubetalelig morsom i nummeret "Varm luft" som dorsk karamelgnaskende repræsentant for et gebyrliderligt flyselskab.

Susanne Breuning har ikke fået helt så meget at rive i denne gang, men er atter glimrende som Linse Kessler. Denne gang i et gloriøst møde med Dronning Margrethe (festligt portræteret af Bente Eskesen). Men igen er Susanne Breunings opgave primært at lægge op til Eskesens pointer, og man savner især et stor sang- og dansenummer, hvor de to kvinder kan øse af deres fælles musical-erfaring.

Christina Breuning har iscenesat med sans for revygenren, mens strukturfornemmelsen endnu ikke synes helt på plads. Det skal nok komme.