HUMØRHELT

★★★★☆☆

Det prægtige børneteater Anemonen har kreeret en kæk lille børneforestilling, der passer perfekt til målgruppen 3-6 år. Dramatikeren havde ikke behøvet at være anonym i pressematerialet, for det er en ganske kær historie om Emo, der glæder sig til at skulle til fødselsdag. Men hvad gør man, når der står i invitationen, at man skal være klædt ud som superhelt, og man så kun har dyrekostumer? Situationen forværres, da Emo kommer til at spise fødselsdagsgaven.

Marie Mondrup er i sandhed en humørbombe i rollen som Emo, og i Petrea Søes boblende iscenesættelse kommer hun så godt som hele følelsesregistret igennem på en halv time. Marie Mondrup, der p.t. også funkler i Folketeatrets "Sommer i Tyrol", hører blandt vores mest hjertevarme komedienner, og når hun i rollen som Emo betuttet fortæller om, hvor ked af det, hun blev dengang, at ingen vil lege med hende, udbryder en af børnene blandt publikum spontant: "Jeg vil gerne lege med dig".

Så forkæl nogle småbørn i den nævnte aldersgruppe med 30 minutter i selskab med den følelsesfulde Emo, for så bliver de ikke bare godt underholdt, men også bedre rustet til at klare en tilværelse i børnehøjde.

(Michael Søby)