-
Forside

logo logo logo

 

 

TRO

★★★★★


Uppercut Danseteater slår til igen ude i Dansekapellet ved Bispetorv. Koreografen Stephanie Thomasen har atter udfordret sine dansere og fået det bedste frem i hver enkel af dem. Få kan som hun forene stærkt billedskabende dans med tekniske nybrud, og TRO hører blandt hendes bedste forestillinger. For vi fornemmer, at der er dybde i billederne og engagement bag trinene, Hun er også selv en fortrindelig danser, og tilmed så generøs, at hun giver mændene lov til at stråle.

Og hvilke mænd! Den tidligere Reumert-nominerede danser Mark Philip har man altid grund til at forvente sig noget særligt af, og han skuffer heller ikke denne gang. Alligvel er det Luc Boris André og Jens Schyth Brøndum, der denne gang kræver vores opmærksomhed mest med deres stærkt ekspressive og alligevel graciøse dans. De bliver fuldt til dørs af Lukas Larsen og Raphaël Eder-Kastling, for TRO er og blive en ensemblesejr.

Lyden af vand føder den elektroniske musik og snart skylles kroppe i land. Sammen begiver de sig på en rejse via det smalle lange ægte tæppe, som en række vidt forskellige mennesker kæmper for at blive på af frygt for at ryge i vandet. Snart havner de på hver deres (bede-)tæppe, der til hver en tid kan flås væk under dem, og på land må de hver især kæmpe om en plads i chesterfield-sofaen.

TRO understreger Uppercut Danseteaters status som landet velnok betydeligste unge dansekompagni og kunne godt være en kandidat til årets Reumert.