-
Forside

logo logo logo

 

 

 

MADNESS

★★★★

Teater freezeProductions gæstespiller på Teater Grob med en ganske aktuel forestilling, der sætter fokus på det madspild, som stadig flere kæmper for at komme til livs.

Kasper Hoffs manuskript undgår hverken løftede pegefingre eller at blive for informationstungt, og de to skærme i baggrunden virker sært overflødige. Her ville en enkel storskærm nok været at foretrække, så vi for alvor kunne se, hvad skralderne rent faktisk fandt i de roterende skraldekasser på deres aftenvandringer.

Men historien om den enlige mor og hendes stadig mere mistroiske teenagesøn fænger, fordi iscenesætter Hanne Trap Friis får samspillet mellem Anne Voigt Christiansen og Olaf Højgaard til at fungere.

Anne Voigt Christensen overbeviser som forslidt kvinde, der skammer sig over at skralde, men som ser det som den eneste mulighed for at klare de uforudsete udgifter, der kun kan dækkes via pengene på madbudgettet. Olaf Højgaard viser atter, hvor opfindsom og modig en skuespiller, han er - kropslig såvel som replikmæssigt. Han er allerbedst, når hans vovemod virkelig bliver udfordret.

MADNESS forbliver dog en lille forestilling - de tekstmæssige begrænsninger taget i betragtning. Men som diskussionsoplæg får den en vis værdi, og helt afgørende er det, at vi fornemmer et ægte engagement bag projektet. Det smitter.