★★★★☆☆
Teater Grob har i gennem flere år opnået stor popularitet med en række af danske socialrealistike stykker, og efter et par år med kunstnerisk ustabilitet er det en glæde at kunne konstatere, at Teater Grob (i samarbejde med Johns Teater) atter levere varen i form af en både vedkommende og relavant ny forestilling ved navn VINGER.
Dramatikeren Joan Rang Christensen undgår smukt de værste klicheer i portrættet af en gruppe mennesker, der alle har det til fælles, at de lever i et hvidt land. Madeleine Røn Juul viser endnu en gang sit særlige talent for personinstruktion, og får det bedste frem i de fire medvirkende, som varetager samtlige roller. Man ville dog ønske, at Madeleine Røn Juul snart udfordrede sig selv lidt mere rent visuelt.
Ernesto Piga Carbone får med denne forestilling et slags gennembrud – ikke mindst på grund af hovedrolllen som skrøbelig bøsse. Som hans søster udstråler Nadia Auda en naturlig varme, der ikke blot virker sympatisk, men som også bliver til gavn for forestillingen.
Özlem Saglanmak imponerer både som letlevende men gæv gravid pige og som mandlig tangotræner. Helt suveræn fremstår Janus Nabil Bakrawi i et kærkomment comeback. Han formår at låne et menneskeligt ansigt såvel til den unge kærlighedshungrende voldsmand som til den gamle far, der skammer sig over bøssesønnens optræden på TV. Har Brakrawi nogensinde været bedre? Næppe.
Kom og nyd disse skuespillertalenters opløftende samspil og bliv samtidig lidt klogere på, hvorfor det fra tid til anden kan komme til konflikter i et land, der domineres af hvide, Men navnligt på, hvorfor det kan betale sig for alle parter at løse disse konflikter, inden det kommer så vidt.
