-
Forside

logo logo logo

 

 

 

SØVNGÆNGERSKEN

★★★★★★


Hvor er det ærgeligt, at Opera Hedeland og den netop overståede operafestivalen ikke samarbejder, for det vil givet være til alles fordel. Således var der stadig pladser at få til aftenens pragtopsætning af Bellinis underkendte mesterværk "Søvngængersken" ("La Sonnambula"), hvor der burde være udsolgt.

Der går sågar direkte busser derud (hvori man tilmed får en kompetent intro til aftenens forestilling), og når først musikken spiller, glemmer man alt om det danske sommervejr.

Korleder Felipe Carvalheiro og dirigenten Martin Nagashima Toft får virkelig Opera Hedeland koret og Collegium Musicum orkesteret til at fungere sammen, og med en række strålende solister i front blev aftenen også en fest for ørerne.

Lina Johnson leverede en frygtløs udgave af Amina, umærket af vejr og vind i sin tragedie, men med hjertets renhed i stemmen. Adam Frandsens smukke tenorrøst forgyldte partiet med Elvino, og så bar man gerne over med et par svipsere undervejs, forholdene taget i betragtning. Også den prægtige italienske baryton Fabio Previati (som greven) blev en gevinst for forestillingen i lighed med Anna Forsebos kuldslåede Lisa og de øvrige solister.

Opsætningerne på Opera Hedeland får så meget forærende af de betagende omgivelser, der tager vejret fra een, hver eneste gang man besøger stedet. Alligevel synes man aldrig man har oplevet en instruktør og en scenograf, der i den grad har forstået at integrere omgivelserne i den konkrete forestilling. Vel skuffes yndere af klassiske scenografier ved første øjekast, når de besigtiger den mudrede scene med de store vandpytter. Men når først forestillingen går i gang, får det store scenerum en næsten magisk atmosfære godt hjulpet af et præcist lysarbejde.

Christian Lemmerz har efterhånden lært lektien, at scenografien ikke skal gøre opmærksom på sig selv, sådan som det skete i den misforståede opsætning af "Omstigning til paradis" på Det Kongelige Teater for en del år siden.

Runar Hodnes glimrende iscenesættelse indeholder både momenter af morskab, rystende øjeblikke til slut i første og anden afdeling, samt passager af overordenlig skønhed, hvor vi svæver på poesiens vinger. Hodne har tillige sans for de sociale uligheder i et samfund, hvor overklassens kærlighedskvaler bliver tll underholdning for de primitive masser.

SØVNGÆNGERSKEN kan meget vel ende i historiebøgerne som den hidtil mest ambitiøse og mest vellykkede af alle Opera Hedelands satsninger. Et højdepunkt i operasæsonen er den unægteligt.