-
Forside

logo logo logo

 

 

 

THE LADY IN THE VAN

★★★★★


Alan Bennett og Dame Maggie Smith er en uimodståelige duo, der går helt tilbage til 80erne, hvor Dame Maggie Smith vandt en af sine talrige Bafta-priser for komedien "Gris på gaflen" med Michael Palin, Denholm Elliot og Liz Smith. Blandt hendes allerstørste skuespillerpræstationer regnes med rette "Bed Among the Lentils" fra Alan Bennetts TV-monologer "Talking Heads". Instruktøren Nick Hytner sad også i instruktørstolen i forbindelse med Alan Bennett-filmatiseringerne "Den gale Kong George" og "The History Boys", så intet under, at premieren på THE LADY IN THE VAN imødeses med stor spænding.

Filmen bygger på det - delvist - selvbiografiske stykke om den ekscentriske og i grunden temmelig uforskammede Miss Shepherd, der boede i en varevogn i Bennetts indkørsel i henved 15 år. Bennett, der selv dukker op allersidst i filmen, spilles ganske fortrindeligt af Alan Jennings, og er filmen igennem i bogstaveligste forstand i dialog med sig selv.

En række af Englands fineste karakterskuespillere dukker også op i småroller inkl. Jim Broadbent (Oscar-vinder for Judi Dench-filmen "Iris"), Frances de la Tour ("Into the Woods"), Marion Bailey ("Mr. Turner") samt ikke mindst Gwen Taylor (som vi snart skal se i den danske film om "Dræberne fra Nibe") i rollen som Bennetts mor.

Men naturligvis er og bliver det Dame Maggie Smith, der i en alder af 81 år endnu engang slår fast, hvorfor hun regnes for skuespilkunstens ypperste repræsentant. Gradvist lader hun os aner mennesket bad den groteske facade, og latter vendes til gråd på et splitsekund. Hendes betoninger forgylder Bennetts ord, og et enkelt blik fra Dame Maggie Smith kan jævne voksne mænd med jorden. Men hendes ansigt er også en åbenbaring af livserfaringer, som hun øser af i flere fine ordløse sekvenser mod slut.

THE LADY IN THE VAN er et hjertevarmende ærkeengelsk komedie-drama om det til tider vanskelige ved men nødvendige i at udvise medmenneskelighed i sit daglige liv. Og takket være Dame Maggie Smith bliver det i sandhed en himmelske oplevelse. What a Dame!

NB! Vil man opleve mere Alan Bennett i København, så spiller Krudttønden på Østerbro i disse uger Alan Bennett-komedien KAFKA'S DICK på originalsproget.