I et år, hvor det især er de asiatiske animationsfilm, der har trukket overskrifterne og folk i biografen og til streamingtjenesterne, fremstår Walt Disney Animation Studios’ ZOOTROPOLIS 2 (”Zootopia 2”) som et af de bedre amerikanske bud på en Oscar-nominering i kategorien for de lange animationsfilm til næste år.
Den første film ”Zootropolis” (”Zootopia”) vandt rent faktisk Oscar’en for bedste film i 2017, men Jared Bush og Byron Howard har denne gang skrevet og instrueret filmen uden Rich Moore.
Krimiplottet kan ikke kaldes nyskabende og i al fald ikke helt på højde med handlingen i den første film, men involverer dog en række farverige karakterer, så vi føler os godt underholdt.
Özlem Saglanmak har tilpas med spræl i stemmen som Judy Hopps og Jens Jacob Tychsen er heller ikke ueffen som Nick Wilde, men også mindre roller som Gary De’Snake og Milton Lynxley er i gode hænder hos Allan Olsen og Hans Henrik Voetmann.
Også Benjamin Boe Rasmussen som Detective Truffler og Ditte Hansen som Captain Hoggbottom formår at skabe morskab, så det er ikke de danske skuespilleres skyld, at ZOOTROPOLIS 2 – måske i sagens natur – ligner noget vi har set før.

