Den spanske dramatiker Federico Garcia Lorcas stykker rummer ikke blot stor smerte, men også dyb lammende sorg. Det mærkede man i Det Kongelige Teaters opsætninger af hans skuespil ”Bernarda Albas hus” og ”Blodbryllup”.
Simon Stones bearbejdelse af Lorcas YERMA var efter sigende også et hit på Young Vic i 2016, og selvom der heldigvis også er mange kvaliteter i Thomas Bendixens iscenesættelse på Skuespilhusets største scene, så er der alligevel noget, der skuer.
Scenografen Jonas Flys nydelige græsplæne giver umiddelbart god mening som grundlag for YERMAs nye hjem. For intet kan gro på denne græsplæne, og de påtrængende tidsangivelser på bagvæggen minder os kun om, at YERMAs biologiske ur tikker ubønhørligt.
Men opsætningen mangler krop og fysik. Man savner at se dette par i intime situationer, hvor de fysiske fiaskoer for begge køn bliver mærkbare og nogle slåskampe, der minder om brutal kompensation for elskov.
Det historiske pres på kvinder med hensyn til at føde (drenge-)børn har også ændret sig i forhold til det moderne karriere-kvindemiljø, som YERMA er en del af i den nye udgave.
Vi forstår næsten mændene for godt i den nye version, at vi er tilbøjelige til at tilgive dem, selv når de handler mest egoistisk. Mikkel Arndt som kæresten Jon og Anders Juul som vennen Viktor virker begge så umiddelbart sympatiske, at det er lige før, at YERMA bliver problemet.
Man kan dog ikke bebrejde iscenesætter Thomas Bendixen, at han har villet nuancere karaktererne. Både YERMAs søster og mor vil hende faktisk det bedste i den nye udgave, men den lethed, hvormed de selv blev mødre, og den utaknemmelighed, de føler i forhold til deres moderskab, virker stik modsat på YERMA.
Der er en dejlig umiddelbarhed i Nanna Skaarup Voss portræt af søsteren Maria og en skræmmende dybde i Karen-Lise Mynsters Helene, der virkelig må tage sig sammen for at give sin datter et kram.
Julie Agnete Vang kæmper bravt med rollen som YERMA, og YERMAs frustrationer er tydelige fra start til slut. Men den store lammende sorg vil bare ikke indfinde sig, hvilket dog ikke nødvendig er hendes skyld. Tværtimod er det som om, at Thomas Bendixen måske har været for bange for, at forestillingen skulle blive for traurig, og at der derfor er for mange scener, hvor vi griner.
Der er også noget nydeligt over denne opsætning, der virker helt forkert i forhold til indholdet. Det kan meget vel være bevidst, for at skabe en kontrast mellem den fiktive paridyl, vi møder i starten og den flæsende tragedie, vi oplever til sidst. Det fungerer bare ikke optimalt.
Men hvis YERMA i Skuespilhuset kan få flere til at læse Lorca, så er meget tilgivet, og forestillingen er afgjort et spændende forsøg, der bare ikke forekommer helt vellykket, om end seværdigt.
(Michael Søby)
