Emily Brontës ”Stormfulde højder” er et af verdenslitteraturens hovedværk og et godt bud på den bedste kærlighedsroman, der nogensinde er skrevet. Trods talrige forsøg er den omfattende og komplekse historie dog aldrig blevet perfekt forløst på film. William Wyler kom meget tæt på i 1939, men med en romantiseret slutning og uden Vivien Leigh i hovedrollen blev det kun et fremragende forsøg.
Selvom romanen primært er kendt som ”Stormfulde højder” i Danmark, har de danske distributører valgt at beholde den udenlandske titel – måske i håb om at finde et nyt publikum, der ikke har løst bogen? For Kate Bush-fans er originaltitlen ”Wuthering Heights” naturligvis hellig, og sangen en utvetydig hyldest til romanen.
Den nye WUTHERING HEIGHTS er en ødsel produktion med kønne hovedpersoner og prægtige naturscenerier, men den er også et sjælløst glansbillede, og snarere en vulgarisering end en filmatisering af en af de største litterære klassikere.
Margot Robbie beviser igen, at hun er bedst som Barbie, og værst i historiske dramaer, selvom hun tydeligvis gerne vil være vor tids Elizabeth Taylor. Jacob Elordi, der netop er blevet Oscar-nomineret for sit interessante bud på Frankensteins monster, ser nydelig ud, men de dyriske drifter i Heathcliff tror man ikke rigtigt på, og Margot Robbie mangler i fatal grad Cathys varmblodige væsen.
Hvis forlægget havde været et andet, ville man næppe tage sådan på vej over dette overfladiske og i grunden banale bud på et kærlighedsdrama. Instruktøren Emerald Fennell vandt en Oscar for sit manuskript til ”Promissing Young Woman”, men denne gang skuffer hun trods de indlysende ”production values”. Hendes bedste film er faktisk ”Saltburn”, der stadig ikke har fået officiel dansk biografpremiere trods fem Bafta-nomineringer.
