Martin Crimps ”Anslag mod hendes liv” blev dramatikerens gennembrudstykke med dansk premiere på Husets Teater, og blev senere springbræt for en række unge skuespillertalenter bl.a. Simon Kongsted og Freja Klint Sandberg, der p.t. brillerer i ”Kasimir og Karoline” på Skuespilhusets store scene.
Martin Crimp har også skrevet en kras libretto til operaen WRITTEN ON SKIN, der p.t. kan opleves på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Også musikalsk er operaen en udfordring, men George Benjamins næsten aggressivt krævende musik åbner sig op takket være Evan Rogisters lidenskabelige indsats med dirigentstokken og et modtageligt Kongelige Kapel.
Scenografen Vicki Mortimer har skabt en tvedelt verden, hvor fortid og nutid eksisterer side om side, og samtidig gør os bevidste om, at fortiden er illusion. Iscenesætter Katie Mitchell bruger både lys og lyd til at skabe en særegen atmosfærerig drømmeverden, hvor alt kan ske.
Martin Crimp holder sig ikke tilbage, og vi får både englesang og et trekantsdrama, hvor et ægtepar føler sig draget til af en karakter kaldet ”drengen”,
Kontratenoren Morten Grove Frandsen synger partiet med en sær barnlig uskyld, og Daniel Okulitch har også en flot stemme, men forekommer lidt for pæn i sine udtryk. Omvendt yder Gisela Stille en uforfærdet indsats som Agnès, der slet ikke kan skjule sit begær efter ”drengen”. Et dristigt udspil – også rent vokalt – men Giselle Stilles indsats hører blandt hendes stærkeste i de senere år – en hudløs og skamløs kraftpræstation.
Som englene ses og høres det nye talent Mathilda Sidén Silfver, alsidige Jacob Skov Andersen og – igen – en smukt syngende Morten Grove Frandsen.
WRITTEN ON SKIN er ikke en forestilling, der vil henrykke alle, men hvor er det godt, at der også er plads til operaer af denne slags i det royale teater. Der er brug for værker som disse, hvis operaen skal udvikle sig, og Det Kongelige Teater bør aldrig være bange for at udfordre sit publikum.
(Michael Søby)

