Vi bliver aldrig færdige med Georg Büchners drama om den forpinte ex-soldat WOYZECK, hvis destruktive livsførelse præget af sociale livsvilkår og indre dæmoner forårsaget af krig går ud over hans elskede hustru Marie.
Büchners ufuldstændige stykke udkom først i 1877 – 40 år efter hans død – og blev opført for første gang af den store iscenesætter Max Reinhardt kort før Tysklands deltagelse i 1. verdenskrig. Siden har bl.a. Werner Herzogs film fra 1979 med Klaus Kinski i titelrollen og Robert Wilsons opsætning på Betty Nansen Teatret i 2000 med Jens Jørn Spottag medvirket til at holde den tragiske historie om Franz Woyzeck levende i vores bevidsthed.
På Husets Teater har scenografen Ditte Marie Tygesen skabt en dyster verden, hvor de sidste triste rester af sølvlamettaen indikerer, at festen i den grad er forbi for WOYZECK og Marie, og fattigdom ødelægger deres sind og tvinger dem til at tage umenneskelige beslutninger.
I Sargun Oshanas kompromisløse iscenesættelse er der primært fokus på WOYZECK og Marie, og det er klogt, for så kan vi ikke undslippe deres lidelser og ignorer, hvad det gør ved deres forhold.
Mathias Rahbæk og Camilla Lau stiller sig i den grad til rådighed for denne smertefulde kærlighedsberetning, og har næppe nogensinde før virket så hudløse på en scene.
Forestillingen bliver på godt og ondt en forstemmende oplevelse uden forsoning, og vi forlader Husets Teater rystede og udmattede. Det er ikke teater for alle, men for dem, der kan rumme det, er det en opsætning, der er loyal i forhold til visionerne i det originale forlæg – og med relevans for enhver nation på grænsen til en krig.
(Michael Søby)
