WILD DIAMOND

★★★★☆☆

Agathe Riedingers tidstypiske pigeportræt WILD DIAMOND (“Diamant Brut”) er en kritisk og kærlig skildring af Paradise Hotel-generationen.

Malou Khebizi illuderer som 19-årige Liane, der lever i fattigdom og drømmer om et liv i luksus. Liane må ofte tage sig af sin lillesøster, og hendes eneste håb er tilsyneladende, da hun får en chance for at være med i reality-programmet “Miracle Island”.

Både hendes sagsbehandler og hendes mor synes, at det er en dårlig ide, men efterhånden som filmen skrider frem, bliver man mere tilbøjelig til at give Liane ret, for både hendes familie og myndighederne har tilsyneladende svigtet hende.

WILD DIAMOND skal nok vække genklang hos de danske piger, hvis eneste virkelighed er den på de sociale medier. Den tegner et ærligt portræt af en ung pige, der langt fra altid tager de rigtige beslutninger. Men WILD DIAMOND er samtidig loyal med hende – hele vejen, og det gør den en smule bedre end de fleste andre film med samme målsætning.