Broadway-musicalen WICKED er skrevet og komponeret af henholdsvis Winnie Holzman og Stephen Schwartz, og fik Broadway premiere i den 30. oktober 2003.
Ikke alle anmeldere var lige begejstrede. WICKED modtog dog en Tony-nominering som årets musical, men blev besejret af den rapkæftede dukke-musical “Avenue Q” (som Fredericia Musicalteater har spillet med succes ved flere lejligheder).
I 2011 fik WICKED Danmarkspremiere på Det Ny Teater med Lisa Kent som iscenesætter og koreograf, og Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Annette Heick i hovedrollerne. To stærke solister, der udover deres sanglige kvaliteter også formåede at overbevise som rivalinder.
I 2024 præsenterede Fredericia Musicalteater en ny dansk opsætning (der senere samme år også spillede i Tivolis Koncertsal) og her blev hovedrollerne ligeledes sunget imponerende af Nanna Rossen som Elphaba og Johanne Milland som Glinda.
Den første del af filmversionen fik dansk biografpremiere ved juletid sidste år og var lighed med den biografaktuelle WICKED II (eller ”Wicked: For Good” som den mere ambitiøst hedder på originalsproget) instrueret af Jon M. Chu. Han er blandt andet kendt for filmatiseringen af en anden Broadway-musical, “In The Heights” (kåret til bedste engelsksprogede film i sæsonen 2020-21 af cphculture.dk).
Filmens første del varede over 2½ time – næsten ligeså lang tid som sceneversionen. Men i forhold til et dansk publikum var det først og fremmest være en fordel. På trods af dyre-karakterer har musicalen aldrig været velegnet til mindre børn, men store børn lod sig ikke afskrække af en lang spilletid – takket være diverse film om Harry Potter og Ringenes herre.
150 minutter plus det løse gav også mulighed for at fylde nogle af de handlingsmæssige huller, hvor sceneversionen forudsætter et kendskab til “The Wizard of Oz”. Samtidig fik man rig mulighed for at studere filmens dekorationer og kostumer, der som forudset på cphculture-dk blev Oscar-belønnede i begge kategorier.
Ligesom WICKED (”Wicked – part One”) fremstod som årets flotteste produktion sidste år, er WICKED II også det visuelt mest imponerende vi har set på det store lærred i år. Men om det også udløser Oscars i samme år til næste år er mindre indlysende, for selvom der afgjort er en del nye momenter, så bliver vi i sagens natur ikke overrasket i helt samme grad.
Cynthia Erivo, der allerede havde opnået en Oscar-nominering for sin hovedrolleindsats i slave-dramaet “Harriet”, modtog både en Oscar-nominering for filmens sang “Stand Up” og for sin kvindelige hovedrolle. Mange havde på forhånd spået, at hun endelig ville modtage en Oscar for filmens anden del, men Jessie Buckley har fået så mange anmelderroser for sin rolle som William Shakespeares hustru i Chloé Zhaos ”Hamnet”, der p.t. også fremstår Oscar-favorit som årets film, at Oscar-statuetten for bedste kvindelige hovedrollepræstation synes låst. Cynthia Erivo må dog regnes som favorit i Golden Globe-sammenhæng i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle i en komedie/musical. Men man skal ikke have ondt af Cynthia Erivo, der lige har landet øjeblikkets mest eftertragtede kvinderolle i filmversionen af ”Prima Facie”for næsen af Jodie Comer, der ellers havde vundet både en Olivier-pris og en Tony for at spille sit livs rolle i Londons West End og på Broadway i New York. Så mon ikke hun modtager en Oscar i 2027? Det kunne ligne Hollywood.
Om Ariana Grande igen opnår en Oscar-nominering for sin vittige indsats som den gode heks Glinda afhænger af, hvorvidt Det Amerikanske Filmakademi igen accepterer hende som birollespiller, sådan som folkene bag filmen gerne vil have det, da de således undgår, at filmens to stjerner konkurrerer mod hinanden. Men det virker mere grotesk denne gang, for Ariana Grande har endnu mere plads i denne udgave og hendes rolle fylder faktisk mere end Erivos. Men hvor Erivo dominerede første del, træder Ariana Grande for alvor i karakter i anden del – og det kan udløse Oscar’en for sæsonens største ”birolle”.
Hvor slutscenen i ”Wicked” var et frontalt angreb på Trumps forstemmende politiske hetz mod minoriteter, munder WICKED II snarere ud i en bøn om forsoning i et splittet USA. Dermed fanger også den nye film folkestemningen i Amerika lige nu. Men om det er nok til at lokke folk tilbage i biografen efter et katastrofalt efterår for Hollywood må tiden vise. WICKED II fortjener i al fald at blive nomineret til en Oscar som årets bedste film – ligesom den første film ”Wicked” blev det. WICKED – PART II fremstår nemlig som en formfuldendt afslutning på et af årtiets største musical-satsninger.

